Ikke for at prale, men jeg er lidt nørdet. Men.. Jeg er ikke rigtig pro til noget, jeg kan kun gennemføre et spil hvis det er på den laveste difficulty, og jeg har aldrig forstået konceptet med redstone. Jeg har erfaring fra næsten et helt årti med samtlige puzzle-, adventure-, action-, shooter-, og RPG-spil jeg har til PS2 og 3, PC, og ikke mindst de mange Nintendo konsoller fra min generation (Ja, også de håndholdte). Plus alt det løse! Men jeg kan stadigvæk ikke gennemføre et Pokémon-spil. Jeg har brugt mere end 200 timer af mit liv på i hvert fald 5 forskellige Pokémon spil, men jeg har aldrig gennemført nogle af dem. Det tog mig 8 år at gennemføre Super Mario 64, og der fik jeg endda hjælp af min bror! Et af de eneste spil jeg har gennemført uden brug af walkthrough eller strategy guide er Portal 2. Men det er også et let og kort spil, i modsætning til Portal.
På trods af mit lange liv som gamer vil jeg for evigt være en N00b.

Men det ændrer ikke det faktum, at jeg er en nørd. En amatør-nørd godt nok, men en nørd trods alt!
Selvom jeg ikke er en über-nørd er jeg begyndt at se ligheder mellem videospil og virkelighed.
Livet er faktisk som et spil. Et spil på følelser, handlinger, valg og drømme. I starten er det meget nyt, og man skal lige vænne sig til controls og gameplay, før man rigtig kan sætte sig ind i det.
Der findes jo mange forskellige spil, og på samme måde er der mange forskellige måder man kan vælge at leve sit liv på. Det nytter ikke at sætte tid af til det. Man kan ikke planlægge livet.
Jeg ved i hvert fald med mig selv, at når jeg først har trykket på power-knappen, kan jeg ikke forholde mig til andet end det der sker på skærmen. Man kan jo heller ikke bare stille livet på pause – selvom det kunne være rart.

På samme måde ville det være smart, hvis man kunne bruge cheats, power-ups, mods eller items i virkeligheden. Nogle gange kunne det være fedt med en strategy-guide eller et walkthrough til livet. Jeg ville give penge for sådan én! Det hele ville være nemmere hvis man kunne bruge items i virkeligheden. Man ville kunne opklare mord-sager, ved bare at bruge en Revive på offeret, og så ville der højst sandsynligt også være færre mord-sager. Der ville aldrig være brug for hospitaler, hvis man kunne hele alle skader og helbrede alle sygdomme med en Potion. Det kunne da også være smart hvis man kunne få et ekstra liv ved et spise en grøn padehat.

Ligesom i Pokémon-spillene skal man vide hvem man er, før man rigtig kan komme i gang med spillet. Men selv når man har fundet ud af det, har man en tendens til at påtage sig roller – Ligesom når man skal sætte sig ind i sin characters tankegang i et videospil. For de fleste tager det længere tid at finde sig selv i virkeligheden end det gør i Pokémon-spillene.. Men der starter man jo også som en 11-årig. Måske er virkeligheden mere ligesom Pokémon MoD – EoT. (Ja, det er min egen forkortelse). Jeg har ikke prøvet de andre MoD-spil, så jeg ved ikke om det er samme koncept, men i EoT tror man, at man ved hvem man er, og så viser det sig, at man tager fejl. Måske er vi i virkeligheden Pokémoner alle sammen? Lol

.. Man har altid mindst én allieret – også selvom personen ikke spiller en særlig stor rolle, og også selvom personen ender med at blive éns opponent. Den allierede kan enten være en NPC/CPU/COM, eller en Player 2. De kan være der for at give psykisk støtte eller for at kæmpe side om side med én. Det gælder både i virkeligheden, og i videospil. Nogle gange kan det også føles som om ens medmennesker er computerstyrede. At de er på et andet niveau.  At de har et andet syn på omverdenen. At de ikke forstår hvad man siger, selvom man taler samme sprog. Sådan nogle folk, der tror at man bliver psykopatisk seriemorder fordi man spiller spil som Left4Dead, Half Life eller Dead Island.

Tænk hvis hele verden er proppet med CPU’er og jeg er det eneste individ med min egen bevidsthed. Tænk hvis der var en større mening med vores eksistens. Tænk hvis en eller anden kraft havde besluttet vores skæbne. Hvis du var en CPU ville du jo ikke fortælle mig det. Du ville garanteret ikke engang selv vide det. Umiddelbart skulle man tro at folk på den anden side af Jorden ikke har så meget indflydelse på ens skæbne, men der er jo en mening med alt.. Dét ville give mere mening, hvis verden var skruet sådan sammen. Men det er også en foruroligende tanke. Hvis det virkelig er sådan, er alt hvad vi tror vi er en illusion.

Der er mange ligheder mellem den virkelige verden og videospillenes verden. Ligesom i virkeligheden, har man i mange videospil nogle mål, man gerne vil opnå. Der er en masse forhindringer undervejs, og sværhedsgraden bliver højere, og højere, jo længere man kommer. Der er nogle regler man skal overholde, og nogle gane finder man en måde at snyde på. Man vil gerne være den bedste, men det er ikke altid lige let, at få flest point – det kræver træning. Man kan selv bestemme hvilken vej man vil tage, men der er kun én rigtig, og det er ikke sikkert man nogensinde finder den, hvis man ikke prøver. I virkeligheden er det eneste man vil opnå, at gennemføre spillet. Måske ikke vinde, men i hvert fald gennemføre det. Så har man i det mindste noget, at prale med.

Men det kan være frustrerende, hårdt og endda deprimerende, når man når til det punkt, hvor man går i stå og bare ikke kan komme videre. Det er der de fleste bare ville slukke for det, eller finde et andet spil, og det er én af forskellene! Det kan man ikke bare gøre i virkeligheden.

Det kræver erfaring, at vinde, og det er ikke alle, der når at få den erfaring, før tiden løber ud. Og jeg tror heller aldrig man bliver tilfreds. Man vil altid prøve at slå sin egen highscore. Sådan har jeg det i hvert fald.

Men jeg tør ikke håbe på, at der på den lysende skærm i den anden ende af lokalet, vil stå ’VICTORY!!’ Indtil videre er det, for mig, nok med et enkelt ’Checkpoint!

 

Skrevet af Rikke Thomsen