Mens vi venter på at gro

Det var det forår, vi troede, at det aldrig ville blive sommer. Når vinden blæste vores tøj op, og de visne blade stadig føg hen over den grå jord, når regnen trommede mod ruden, og tågen lå som en tung dyne over landskabet, da glemte vi helt, hvordan solens varme føltes. Det var april, men blomsterne var endnu ikke dukket frem, og sneen var først lige akkurat forsvundet. Vi gik rundt nede i byen, der var en lille død flække, men vi havde en biograf og en lille gågade og også en kæmpestor slikbutik. Vi havde intet at lave, men vi havde hinanden.

Dengang var Teresas hår stadig helt hvidt, det var inden, hun farvede det grønt og lilla og fik en ring i næsen. Hun ville ind i den skumle pladebutik. Bob, kraftig og lyshåret, og Ivan, stadig pubertetsranglet og tynd, sloges og var åndssvage, for de var femten og kunne alt, mens jeg endnu var fjorten, rødhåret, fregnet og fjollet.

Vi ventede desperat på, at der skulle ske noget. Vi drømte om ting, der ville ændre os, gøre os mere modne og voksne. Vi drømte om sommer. Om korte kjoler og lyse aftner. Om stranden og sommerferie. Den tid hvor ville være frie af skolen og de voksnes strammende hænder. Men indtil videre kom sommeren ikke, der var kun foråret. Et dødt, koldt og tomt forår, og vi hadede det.

 

Bob ville i biografen, han sagde, at vi endda kunne bestemme, hvad der skulle ses (så længe det ikke var en dødssyg kærlighedskomedie), og Teresa ville have popcorn. Det ville vi for den sags skyld alle sammen, så vi købte fire af de største bærgere de havde og sodavand. Masser af sodavand.

Ivan kaldte mig igen for Rødgrød, netop som filmen begyndte, og jeg begyndte at hyle op om, at jeg hadede det navn og at han var led og ond og dum. Folk vendte sig om og tyssede og var sure. Teresa fik grineflip over, at Ivan fik popcorn i næsen, og jeg spruttede sodavand ud over Bob, som blev stiktosset. Og det hele gik, som det altid gik. Vi endte med at kaste popcorn på hinanden, for vi kunne alligevel ikke spise det hele. Nogle damer gik op og bad os om at gå ud i den deprimerende forårstomhed igen.

Det gjorde vi så.

 

Bagefter fik Ivan den idé, at han ville spise is, fordi det snart var sommer. Vi andre sagde, at det var en møgdårlig plan, men vi ville alligevel også have noget. Jeg tænkte bekymret på, om jeg ville tage alt for meget på af det, så jeg tog en lille filuris. Men Bob og Ivan tog begge to en gammeldags med femten kugler og en flødebolle. Hvis de kunne spise den på under ti minutter, som var rekorden, ville de få en præmie, og deres navn ville komme op og stå på is husets skilt. Teresa syntes bare, det var sjovt, mens jeg ønskede, at jeg havde vægten til at følge deres eksempel. Men det ville jeg hellere dø end at indrømme.

Selvfølgelig var de lige ved at kaste op; stadig kun halvvejs da vi var færdige. Der gik konkurrence i det, ingen af dem ville give op, for ingen ville være en tøsedreng og en vatnisse og alt det andet de kaldte hinanden. Kun i sjov, men alligevel for alvor.

Vi andre syntes de var åndssvage, og da Ivan blev grøn i hovedet, sagde Teresa alvorligt, at han skulle holde op. Men de spiste begge det hele, og Ivan kastede op i alle regnbuens farver. Ismanden så hovedrystende på ham, men Ivan grinede bare og sagde, at han var okay. Og så grinede vi igen, for de var ikke i nærheden af ti minutter, og Bob sagde, at man måtte være sindssyg for at spise is så hurtigt.

Vi stak til hinanden, lavede sjov og provokerede, indtil Ivan tog sin cykel og ville cykle ned ad hovedgaden. Vi var enige om, at byen var kedelig. Vi ville ikke være her mere, vi havde vigtigere ting at bruge vores liv på. Ting, som at spise for meget is og skyde med popcorn slet ikke kom i nærheden af.

Så vi drønede ned ad gågaden, kørte ræs rundt om kvinder med store indkøbsposer og små børn med snottede næser. En gruppe teenagedrenge råbte vredt efter os, men vi var ligeglade, for vi var på cykel, og det var de ikke. De kunne ikke røre os.

 

Med vinden i håret og den regnfulde, men alligevel friske forårslugt i ansigtet, suste vi af sted uden at stoppe for rødt. Bob lavede et vildt stunt og var ved at vælte ind i Teresa, som skreg i vilden sky. En politibil kørte forbi, og mit hjerte dundrede i mit bryst. Men Ivan råbte bandeord ud i byens vilde trafik, som vi hurtigt kom ud af, og så var markerne og tomheden tilbage. De døde træer som spirerne ikke rigtigt ville vise sin tilstedeværelse på. Vejen, der var forårssjappet. De ensomme huse, der lå spredt med kilometers afstand. Vi følte det hele i vores hjerter. Vi følte foråret og tomheden og stilheden og vinden. Vi følte det med hele vores sjæl.

Jeg ved ikke, hvor lang tid vi cyklede. På et tidspunkt blev vi stille, vores vilde råb ophørte, i stedet kørte vi hurtigere end nogensinde. Vi var enige om tempoet, vi indpassede os hinandens rytme. Der var kommet noget ærbødigt over os.

Vi stoppede først, da vi kom ud til havet. Vi smed cyklerne og løb om kap op til klitterne uden at sige særlig meget. Vinden blev salt og kraftig. Aftenen kom snigende sammen med natten og mørket. I stilhed faldt vi om i klitterne med marehalm, der kildede i næsen og på kinderne. Vi frøs i vores vindjakker og alt for korte kjoler og shorts. Der lå vi i en stor bunke. Grinede lidt af nogle gamle, platte jokes vi engang havde, snakkede om sommeren, der engang måtte komme i et andet liv. Drillede hinanden og sloges for sjov.

 

Da det blev helt mørkt, var jeg lidt bange, men det kunne jeg ikke drømme end at sige. Jeg var i forvejen den yngste, og jeg sørgede altid for at passe på med ikke at virke barnlig. Vi rykkede sammen i sandet og løb ned til vandet. Selvfølgelig faldt Ivan i, og Bob grinede så meget, at vi var bange for, at også han ville kaste op. Vi ventede på sommeren. Ventede og længdes mod nye tider, der ville være meningsfulde og spændene. Vi drømte om at gøre noget stort. At blive noget. Det drømte jeg i hvert fald om. En sommer ville jeg være en anden end barnlige Rødgrød.

Men det var ikke den sommer, at jeg blev en anden.

 

Det var først langt senere.

 

 

 

Solhverv

Vi må være længe oppe i nat. Vi må være oppe til solen går ned, og det gør den aldrig. Jo, engang, men det er om lang tid, for lige nu er det sommer. Det er solhverv.

Det er sådan noget underligt noget, det med solen og lyset og mørket. Men jeg tror nok, at det er fordi, solen flytter sig mere over til de andre mennesker på kloden, fordi jorden drejer på en bestemt måde. Det siger min lærer i hvert fald.

Solen går først ned kl. 10. Tænk sig, hvor lang tid vi kan løbe omkring, uden nogen voksne siger noget til det. Min mor siger altid: ”Jo bare I er i seng når solen går ned, så er det okay med mig”.

Mor siger, at efter solen er gået ned, kommer de onde ånder, og det duer jo ikke rigtigt så, hvis vi er ude. Det var sådan vi mistede onkel Ernst, så derfor er det vigtigt, at vi holder os inde for solens grænser. Så det gør vi selvfølgelig, for jeg vil ikke så godt møde de der ånder.

Så mig og Viggo skal ud i aften. Det må vi jo godt. Vi må lege nede på stranden helt til solen går ned, og det er jo først kl. 10. Jeg elsker solhverv.

Der er kun en gruppe på fire unge et stykke fra os, ellers har vi klitterne helt for os selv. Den ene af dem er rødhåret, og jeg fortæller Viggo om, at rødhårede mennesker stammer fra mammutterne. Han æder den råt.

Jeg tegner i sandet. Viggo bygger sandslotte. Det er dejlig varmt og solen er her endnu. ”I dag må vi være længe oppe,” siger Viggo glad, og jeg nikker. Solhverv er en herlig dag.

Så kommer Frederik. Frederik er min bedste ven. Han er ikke Viggos bedste ven, for Viggo er for lille til at være bedste venner med sådan nogle store personer.

”Har I hørt det?” spørger Frederik. Vi kigger på ham, for hvordan skulle vi vide, hvad det er vi måske/måske ikke har hørt. Det var faktisk dumt formuleret Frederik. Det vil jeg sige til ham en dag, men lige nu når jeg det ikke, fordi han siger noget meget spændende.

”Der står to liter rød sodavand  ovre ved de gamle togvogne,” fortæller Frederik. ”De er slet ikke rørt. Vil I med over?”

”Ja!” råber vi i munden på hinanden og smider skovlene  fra os i sandet, hvorefter vi løber af sted med Frederik. Vi løber i samlet flok langs vandkanten, og overhaler gruppen af de unge. De er ret store, større end mig i hvert fald. Men en af dem er ved at falde i vandet fra en stor sten, og det synes jeg faktisk er lidt dumt. Men det er vel hans egen sag.

Vi løber og løber. Til sidst løber Frederik og jeg rigtigt til, og Viggo sakker bagud. Men nu er han jo heller ikke lige så stor som os. Nej, det er han altså ikke, ham Viggo, min bror.

Da vi når togvognene, der ligger et stykke nede ad stranden, på en græseng bag klitterne, sætter vi os ind i en af dem, og drikker sodavand. Det er godt med sodavand. Jeg vil faktisk sige, at sodavand er tvingende nødvendigt. Det sagde Onkel Ernst også at det var, kan jeg huske. Altså inden han blev taget af ånderne, selvfølgelig.

Man bliver så glad af sodavand. Især den røde slags, fordi den har så festlig en farve. Boblerne stiger ligesom helt op i ens hoved og gør verden bare lidt pænere. Frederik og jeg fortæller Viggo gyserhistorier, og det er mægtig sjovt, fordi han bliver så bange. Vi fortæller ham om Frankenstein og Dracula, og hende damen, der badede i blod. Jeg kan også en rigtig god spøgelseshistorie, og Frederik viser et skyggeteater om et slimmonster, der bor i et toilet. Jeg er ikke bange for uhyrer. Det er jo solhverv. Og så er jeg stor. Ikke lige så stor som dagen er lang her i dag, men det er godt nok tæt på.

Viggo siger, at det er mørkt. ”Pjat, Viggo!” siger vi. ”Det er jo solhverv.”

”Jamen, det er mørkt alligevel,” siger Viggo undrende, og så kigger vi ud.

Det er faktisk rigtig nok, hvad Viggo siger. Det er temmelig mørkt. ”Hvad er klokken, Frederik?” spørger jeg Frederik, for det burde han vide, fordi han går med ur. ”Det ved jeg ikke,” mumler Frederik, og det forstår jeg ikke, for han har jo det hulens ur på. Det er faktisk temmelig vigtigt, det her!

”Jeg kan ikke klokken,” siger han.

”Så er det da dumt at gå med ur,” siger jeg irriteret. ”For så tror folk, du holder styr på, hvornår det bliver mørkt, men det gør du jo slet ikke. Har du tænkt på det, Frederik, hvad?”

Det har Frederik vist ikke, men Viggo rusker i mig. ”Det er mørkt, og vi må hjem,” hvisker han. ”Alle ånderne kommer nu.”

 

Så løber Viggo og jeg. Vi løber rigtig hurtigt, for vi er bange for ånderne og mørket. Vores hjerter dunker ud i natten ude af takt med hinanden, forvirrede og hektiske. Fødderne suser hen over jorden, og der lyder hele tiden bump når de rammer jorden. Jorden er også mørk, så jeg er bange for at falde. En gang banker Viggo ind i en græsstup, og falder på snuden. Han er lige ved at begynde at tude, der i mørket, men heldigvis får jeg ham til at løbe videre, for vi har ret travlt. Solen er sunket for lang tid siden ude på havet, og dens blodrøde farver er for længst druknet i bølgerne. Solen er væk.

Vi er faktisk tæt på at være hjemme, da Viggo opdager, at han har glemt sin skovl på stranden. ”Det er lige meget Viggo,” siger jeg. ”Vi må hente den i morgen.” Men det vil Viggo ikke. Han vil have den nu. Og lige meget hvor meget jeg truer med Dracula og Frankenstein vil han ikke med. Han vil ned på stranden og have sin skovl. ”Du er skudt i hovedet,” siger jeg. Han fatter bare ingenting, fordi han er så lille og dum. ”Fatter du slet ikke, at ånderne kommer og tager os, ligesom de tog onkel Ernst?!” Viggo er så lille, at han heller ikke fatter det. Det var dog utroligt.

Så vi løber ned på stranden, og nu går det så hurtigt, at det er vildt Viggo og hans korte ben overhovedet kan følge med. Vi springer ned ad klitterne, og får sand i sandalerne. Vores fødder er helt tunge af sand, men det er lige meget, for vi skal bare have den åndssvage skovl. Viggo altså.

 

Skovlen er ikke til at se. Vi leder febrilsk med hænderne mod sandet, men den er der ikke. ”Der!” råber Viggo og peger. Og nu ser jeg det også. Ude på bølgerne gynger den af sted, et øjeblik fanget i et stjerneglimt. ”Det var så det, Viggo,” siger jeg ud i mørket. ”Det var enden på din skovl.”

”NEJ!” råber Viggo, og så svømmer han ud i vandet, med tøj på og det hele.

”Stop Viggo!” det råber jeg, men han hører det ikke. ”Viggo! Det kan du da ikke, din idiot!”

Viggo fortsætter bare. Han plasker derudad som om det var helt normalt at tage sig en svømmetur kl. for meget til at Frederik ved det.

Det er ånderne som begynder at trække ham ned, det er jeg sikker på. De hiver i hans våde tøj, så det kommer ned mod bunden. De får hans arme til at blive underligt tunge, så han ikke kan bevæge dem. De gør det svært for ham at trække vejret. Jeg er bange for, at han skal samme vej som onkel Ernst. Det råber jeg til ham. ”Du ender eddermagme som onkel Ernst, Viggo!” Alt det, bare for en dum skovl.

 

Solen står op og det bliver lyst. Helt, helt lyst, og nu kan jeg se, hvad der foregår. Viggo rækker ud, og tager fat i skovlen. Prustende og stønnende. Han er helt blå i hovedet. Men han er i sikkerhed, for ånderne er jo væk. Der er ikke nogen, der kan få ham til at synke mere. Nu skal han bare svømme op til vandkanten, så vi kan komme hjem med hans skovl og hele molevitten. Desværre begynder han at synke. Blop, blop. Langsomt synker han nedad med skovlen i hånden. Først er hans hoved i det mindste oven vande, men før jeg ved af det, er også det ved at forsvinde.

Først forsvinder hans hage, og det burde den ikke, for hvis det skule være helt rigtigt var ånderne da færdige nu. Solen er stået op, så de skal forsvinde. Hører I ånder? Nu!

Men hans mund er det næste der er væk, og jeg tænker på mor, der blev meget ked af det, da onkel Ernst døde i en skibsulykke midt om natten på det Caribiske hav. Det er da også rigtigt. Jeg havde helt glemt at det skete, men det gjorde det jo. Var det mon ånderne?

Viggos stritører synker ned. Næsen med. Måske gør ånderne slet ikke noget som helst. Måske var det bare mor, der var fjollet. Men så forstår jeg det ikke. Er det så kun fordi Viggo er dårlig til at svømme, at han er ved at synke stadigvæk?

Nu er hans øjne kommet under vand. Måske er det ikke Viggo, der er dårlig til at svømme. Måske er det bare mig, der ikke passede ordenligt på ham, der i mørket. Måske, var det fordi, vi havde svært ved at se klart i mørket. Se rigtigt eller forkert. Jeg ved ikke med Viggo, men hvis man ikke kan se en græsstup, hvordan skal man så kunne se, hvad der er bedst at gøre?

Så er det jo svært at vide, at man måske burde trække sin lillebror ind på land, selvom vandet er meget koldt. Det er svært at se, at det faktisk er lidt synd, at hans ben er så korte.

Nu kaster jeg mig ud til ham. Jeg gør det, selvom vandet er koldt og vådt, mørkt og temmelig uhyggeligt. Jeg tager fat i hans våde, sprællende håndled. Jeg holder hans hoved oven vande, så godt jeg nu kan. Nu er jeg også ved at drukne, for Viggo er tung og sprællende. Han er værre end en sæk kartofler, for den ligger i det mindste stille.

I samme nu kommer en bølge. Den højeste bølge jeg nogensinde har set. Den tager et godt tag i os, og skylder os op på land, så vi mærker det våde sand mod vores kinder. Jeg kan helt klart bedre lide sand end vand, det er helt sikkert. Sand kan man ikke drukne i, undtagen kviksand, men det tror jeg ikke vi har noget af her i landet. Det var da altid noget.

Vi kravler helt op på stranden, og ligger lidt i sandet. Heldigvis er Viggo ikke død, ligesom onkel Ernst, for han pruster og stønner og hoster. Det er jeg egentligt meget glad for, at han ikke er, for jeg kan godt lide Viggo, på trods af hans korte ben.

Solen skinner i mit ansigt. Nu er den her igen og jeg kan se. Jeg tror, jeg ser bedre end jeg nogensinde har gjort før. Hvor mærkeligt. Folk kan sige hvad de vil, men der er altså et eller andet specielt med det der solhverv.

Planen med dette er, at der skal være fire noveller- en for hver årstid. Men jeg mangler stadig at færdiggøre de to sidste om efterår og vinter.

 

Skrevet af Ellen Ørgaard