Et linjefag for dig, der drømmer om at arbejde med film, animationer og gaming - fra tanke til skærm.
Her får du lov til det. Du får lov til at arbejde kreativt med dine ideer inden for filmen og animationens verden. Og du får fingrene helt ned i processen fra start til slut.
Få fingrene i hele processen fra tanke til skærm
Vi ved det godt. Du er vild med det. Og det er vi også. Derfor kan vi arbejde intenst og fokuseret på dette linjefag fra starten af.
På linjefaget Film og animation har vi flere forskellige forløb. Her er nogle af dem.
Computerspilsværksted
Hvad siger du? Vil du gerne producere dit eget computerspil fra bunden? Ok, så gør vi det. I computerspilsværkstedet introducerer vi dig for programmer som blandt andet Scratch og Gamemaker. Du vil komme til at lave din egen grafik, bruge “point and click” og selvfølgelig gå online med det færdige resultat.
Film
En film er jo ikke bare en film. Derfor har vi dette forløb på efterskolen. For vi ved, at du også elsker film og ikke mindst at skabe film. Vi kommer omkring forskellige filmgenrer som kortfilm og dokumentarfilm både praktisk og teoretisk. Du får kendskab til hele processen fra storyboard, locationsudvælgelse, optagelse og redigering til den færdige film. Vi arbejder selvfølgelig sammen med dem fra dramaholdet, når det er oplagt.
Stop-motion
Stop-motion er teknikken bag Walter & Trofast, F for Får og Pingu. Og selvom vi da godt ved, at du er for gammel til den slags, så ved vi også, at du godt kan lide at lege. Stop-motion bruger man til at skabe illusionen af bevægelse med figurer af for eksempel lego, modellervoks eller papir. Stop-motion er faktisk at vække døde ting til live på film. Og ja, det tager tid. Men er absolut umagen værd.
Foto
Du lærer at tage et godt billede med et spejlreflekskamera. Det er ikke helt let. Du kommer til at arbejde med komposition, lukketid, blænde samt andre funktioner. Vi efterbehandler vores billeder i Photoshop og Lightroom og lærer nogle af programmernes mange funktioner at kende. Retouchering og collager er nogle af de ting, du kan lege med. Vi har udstyret - du har fantasien og tålmodigheden.
Radio
Vi er vilde med radio og podcasts. Og det er vi ret sikre på, at du også bliver. På Radioforløbet laver vi radio, overraskende nok. Vi kalder det NÅE fm. Her kommer du blandt andet til at arbejde med både den tekniske og den journalistiske tilgang til radio og podcasts. Vi glæder os bare til at høre din sprøde stemme.
YouTube
Måske har du en YouTube-kanal allerede, måske har du ikke. Det her forløb er til dig, der er vild med YouTube og gerne vil arbejde mere med dette medie. Vi gennemgår, hvordan man opretter en YouTube-kanal, og hvordan du kan formidle dit personlige budskab via din egen kanal. Undervejs i forløbet får vi besøg af professionelle youtubere, der giver os tips og tricks til den gode vlog.