Når fodbold og efterskole rimer. Og allermest, når du ikke kan få nok af at spille fodbold.


Det er sådan set op til dig, om du vil vælge fodbold som linjefag i en enkelt periode eller hele året. Vi er nemlig også vilde med fodbold. Og uanset dit niveau udfordrer vi dig og udvikler dit fodboldspil.

Glæd dig til at kunne træne fodbold 365/24/7


Vi har en svaghed for fodbold her på Nørre Åby Efterskole. Og det vil du også se, når du kommer på besøg. Vi har to udendørs fodboldbaner, en lille streetbane med kunststofgræsbane og en indendørshal. Vores træningsudstyr tæller futsal, kombinationshække, frisparksmure og meget mere. Vi går med andre ord ikke ned på faciliteter og kan sagtens træne fodbold året rundt. Døgnet rundt.

Og ja, det kan godt lade sig gøre. Altså, at du træner under stjernerne. Fordi vores streetbane med kunststofgræs er oplyst, er den genial at træne på, hvis du skal finpudse en teknik eller bare drible lidt rundt, når lysten melder sig.

Her kan spillere på alle niveauer deltage


Fodbold er en holdsport, og det holder vi fast på. Vi prioriterer sammenhold og fællesskab her på stedet. Alle skal have mulighed for at deltage i en kamp. Men vi går også meget op i at udvikle lige præcis dit spil og din teknik på lige præcis det niveau, du befinder dig på. Ved at gøre dig bedre, gør vi hele holdet bedre.

Vi har flere trænere med DBU-træneruddannelse. Det betyder, at vi i perioder har mulighed for at opdele træningen i forskellige niveauer. Det giver dig en tryghed ved at træne med spillere på dit eget niveau. Og samtidig har du også muligheden for at lære af spillere på et højere niveau end dig selv.

Et hårdt og sjovt kampprogram


Vi går selvfølgelig efter at vinde. Hver gang. Men der skal kæmpes for det. Vores kampprogram er nemlig udfordrende og krævende. Og virkelig fedt. Vi deltager i fodboldstævner - både udendørs og indendørs. Og så spiller vi intense kampe mod lokale klubhold og andre efterskoler i området.

Vi har både kampe for piger og kampe for drenge. Og kampe på forskellige niveauer. Vi kan dog ikke love en plads på banen til hver kamp, uanset om du er øvet eller nybegynder.

Mulighed for endnu mere boldspil


Er du også vild med andre boldspil som for eksempel basket, volley, floorball og ultimate, så har vi et ekstra linjefag til dig. Det er for dig, der elsker alt det, der har med bold at gøre. Og dig, der gerne vil udvikle dine færdigheder indenfor mange forskellige bold- og kaosspil.

Udover de mere kendte boldspil, kommer vi også omkring de mere ukendte boldspil som for eksempel flagfootball, kinball, battle og andre boldspil, vi selv udvikler. Det her er et fag, hvor du selv kan være med til at bestemme, hvad vi skal lave - bare du har lyst til at bevæge dig, samarbejde, lege, grine og selvfølgelig spille bold.