Til dig, der brænder for at spille og optræde med musik.
Det her linjefag er skabt til dig, der brænder for at spille og optræde med musik. Vi tillader os at nørde helt igennem og forsvinde ind i musikkens verden sammen. Uanset om du er nybegynder eller øvet, får du noget ud af faget.
Sammenspil for de erfarne og de mindre erfarne
Vi vil gerne udfordre dig. Og vi vil gerne gøre dig til en endnu bedre musiker, end du allerede er nu. Og det uanset om du er nybegynder eller har spillet i flere år. Vi har alle hver vores musikalske baggrund, og det er lige præcis det, der gør musik på efterskolen til et stærkt fag. Vi skaber et fælles musiksprog.
Du kommer til at spille sammen med andre på dit eget niveau. Det er nemlig ikke altid sjovt at spille sammen med andre på meget forskellige niveauer. Derfor er der både en periode kun for de erfarne og en periode kun for begyndere. Samtidig skaber vi plads til, at den erfarne guitarist og den nye trommeslager kan lave fed musik sammen.
Vi indspiller vores fælles musikalske minder
Selvfølgelig skal du opleve processen med at indspille musikken. Det er en helt særlig oplevelse. Det gør dig og de andre ekstra opmærksomme på de små detaljer og de store udtryk.
Vi indspiller hvert år de helt særlige sange. Det er nogle af de her sange, der bliver til musikalske minder. Minder, der vækker følelser i mange år efter. Måske for evigt.
Er du optaget af den tekniske del, kan vi fortælle, at vi bruger Logic Pro X til indspilningen (men vi har også Pro Tools på vores iMacs). Følg os på Spotify, hvor vi lægger musik op.