Hvorfor lyver vi? Og har vi egentlig en fri vilje? Tænk lidt over det, og lad os præsentere linjefaget psykolog og filosofi.


Her er linjefaget, der forsøger at svare på dine mærkelige spørgsmål. Og samtidig introducerer dig til endnu flere mulige og umulige spørgsmål, hypoteser og teorier om menneskelige handlinger, vores sind og det univers, vi befinder os i.

Klar til at udfordre de små grå?


Både psykologi og filosofi er to fag, der ikke på den måde larmer ret meget. Men tro os, når vi siger, at her er knald på. Om du overvejer at uddanne dig til psykolog eller filosof eller bare elsker at tale om livets store spørgsmål og om, hvorfor vi gør, som vi gør, så er det her linjefag noget for dig. Linjefaget er delt op i forløb med henholdsvis psykologi og filosofi. Det er to små forløb, som vi udbyder én enkelt gang i løbet af skoleåret.

Psykologi eller det store spørgsmål om, hvorfor vi gør, som vi gør


Det hele bliver bare lidt lettere, når vi forstår. Når vi forstår hinanden og os selv. Og det er det, vi vil prøve på i psykologi. Vi vil lave praktiske forsøg og tage fat i skøre spørgsmål som:

  • Hvorfor prutter vi ikke under konfirmationstalen?
  • Hvordan kan autoriteter være så magtfulde?
  • Hvordan opstår gruppepres?
  • Hvorfor kan vi huske duften i farmors hus, men ikke hvad vi fik at spise i går?
  • Hvorfor lyver vi?
  • Hvilken betydning har det, om man er vokset op i en tryg familie eller i et hjem med misbrug og omsorgssvigt?

Vi lover ikke simple svar. Men vi lover, at vi tager fat om en bred vifte af psykologiske emner og arbejder med dem. Undervejs i forløbet får du værktøjer til at afsløre løgn, træne din hukommelse, lære drømmetydning og blive klogere på hjernens opbygning.

Filosofi eller behovet for at vide mere


Det kan virke lidt langhåret udefra. Men i filosofi ved vi, at vi slet ikke er langhårede nok. Vi ved ikke nok. Ordet filosofi stammer fra det græske “philos” og “sophia” og betyder nemlig kærlighed til visdom. Og det er lige præcis, hvad filosofi handler om. At stræbe efter visdom. Så det gør vi også her på Nørre Åby Efterskole.

Forbered dig på at tage fat i de helt store tænkere som Sokrates, Platon og Aristoteles. For ikke at glemme Kant, Kierkegaard og Nietzsche. Med bagagen fuld  af viden fra de store tænkere, vil vi diskutere filosofiske spørgsmål som:

  • Har vi en fri vilje?
  • Hvad er rigtigt og forkert?
  • Hvad er vigtigst at vide?
  • Er det i orden at gå i krig?
  • Kan man forsvare at dræbe et andet menneske?
  • Findes gud eller et andet væsen?

Spørgsmålet er, om du er enig med Sokrates, Kant eller Nietzsche? Og hvorfor?