Maja Linderoth har vundet en meget flot 2. plads i en novellekonkurrence som kostskolen Herlufsholm arrangerer hvert år for unge i hele landet. Hun deltog med en 12-siders fantasy-novelle som bærer titlen “Bag virkeligheden”. Der var præmieoverrækkelse i efterårsferien i forbindelse med Herlufsholms årlige fantasymesse. Maja vandt et gavekort til Bog & Idé og fik desuden lejlighed til at møde forfatterne Kenneth Bøgh Andersen og C.C Hunter, som gav hende en masse gode (skrive)råd med på vejen.
Her kan du læse hendes novelle
Bag virkeligheden
Der er koldt. Iskoldt.
Sneen hvirvler gennem luften. Fnuggene smelter i mit lyse hår og på mine kinder, så dråberne triller som tårer.
Bag mig kommer Lucas cyklende. Jeg ikke så meget som overvejer at vente på ham, men skynder mig videre mod skolen. Jeg når ikke frem.
Alting dirrer og mellem de dansende fnug ser jeg det: Virkeligheden bliver lynet op. En enkelt meter væk tegner der sig en flænge, som om en kæmpe med gigantiske kløer har valgt at rive vinterluften i stykker med en af sine lange skarpe negle.
Jeg er stoppet op. Stivnet. Står bare og stirrer på revnen. Ikke en revne i fortovet, men i luften. I ingenting.
Hvordan kan det lade sig gøre? Hvad i al verden er det?
Jeg kan ikke se hvad der er bagved. Dybt indeni mig vokser en følelse af frygt frem, for hvad nu hvis der slet ikke er noget bagved? Intet overhovedet?
Jeg synker en klump og går et museskridt tættere på. Hvis jeg rakte armen frem ville min hånd forsvinde ind gennem flængen.
Mit hjerte begynder at hamre. Af en eller anden grund har jeg lyst til at træde gennem den forunderlige flænge, bare gøre det. Måske fordi det er dét frihed er.
Lucas er næsten kommet op på siden af mig. Ud af øjenkrogen ser jeg hvordan han bremser, så cykelhjulene tegner sorte spor hen over vejen. Han drejer cyklen i min retning – det er det sidste jeg ser. Så træder jeg gennem flængen og forsvinder ud af virkeligheden.
På den anden side er der først ingenting – præcis som jeg frygtede – men så blinker jeg. En skov. Jeg står midt i en sommerskov. Her er luften varm og jeg kan mærke solens stråler mod min hud. Der dufter kraftigt af græs, som om nogen lige har slået det, men det er så langt at det når op til mine knæ. Mellem de høje strå sidder en lille fugl. Den er halvt gennemsigtig. Jeg skal lige til at bukke mig ned og se om jeg kan stryge den over de besynderlige fjer, da Lucas cykler gennem revnen. Med et forskrækket pip flyver fuglen op mod den blå himmel. Lucas ramler ind i et træ, flyver af cyklen og triller en enkelt gang gennem græsset, inden han ligger stille. Bandende rejser han sig op.
Jeg iagttager ham skulende.
Skoven vil heller ikke have noget med ham at gøre. Han hører ikke til her i alt det magiske, smukke, lysende.
”Mand, hvad er det her for et sted?” udbryder han. Jeg ser væk fra ham, kniber øjnene lidt sammen og kigger mig ordentligt omkring. Den lille fugl har sat sig på en gren lidt væk.
”Har du nogensinde undret dig over om der måske er noget mere?” spørger jeg, mens jeg betragter fuglen. Under fjerende kan jeg lige præcis skimte dens hamrende hjerte. ”Måske er det det her. Måske har vi fundet det.”
”Du prøver altid at lyde så klog,” sukker Lucas. Jeg ignorere ham.
Vinden får bladende over mig til at rasle og det er som om de hvisker.
”Jeg tænkte på en skov,” siger jeg så. ”Lige da jeg var trådt gennem revnen… Jeg… jeg tænkte at der burde være en skov. En magisk skov.”
”Du tænkte på en skov,” gentager Lucas langsomt. ”Har du skabt det her?” Han slår ud med armene, som for at omfavne stammerne, bladende, træerne, himlen. ”Alt det her?”
Jeg bider mig i læben. Stirrer på ham, da en tanke falder mig ind. ”Har jeg skabt dig?” Han hæver øjenbrynene. Ler så.
”Ærligtalt Clara? Jeg findes sgu rigtigt. Går i 9.B. Din klasse, dit fjols. Hvilket jeg har gjort lige siden fjerde. Desuden, tror du så nogensinde du kunne skabe mig?” Denne gang slår han ud med hænderne i en bevægelse, der synes at omfavne ham – det rødligbrune hår, de mørke øjne, jakken han har lynet op, den hvide T-shirt indenunder, cowboybukserne, det skæve selvsikre smil. Jeg hader det smil.
”Nej,” siger jeg endelig med en fast stemme.
”Nej, vel?” Hovedrystende og stadig småklukkende går han tilbage til sin cykel, for at se om der er sket noget med den. Selv har han nogle få rifter og en lille bule i panden. Mens jeg betragter ham spekulere jeg over om alting er opfundet af en eller anden, om både Lucas og jeg måske er fundet på og slet ikke findes rigtigt og i modsætning til Lucas synes jeg slet ikke, det er sjovt.
Cyklens styr sidder underligt. Lucas bander igen og jeg lægger mærke til hvordan han skæver til den bølgende revne, der fører ud til den verden, vi kender.
”Vil du tilbage?” spørger jeg. ”Jeg har tænkt mig at se mere af det her sted, men du kan jo sagtens gå tilbage, hvis du er bange.” Det er egentlig ikke ment som en provokation, men Lucas ansigt bliver helt hårdt og beslutsomt.
”Jeg er sgu ikke bange,” fnyser han, smider cyklen fra sig på skovbunden og begynder så at slentre af sted – væk fra flængen, væk fra vores verden og længere ind i dette mere.
Jeg følger efter ham.
”Tænk hvis det virkelig er mig, der har skabt det her,” siger jeg. ”Så kan jeg vel skabe flere ting herinde. En blomst for eksempel.”
Lucas kigger over på mig, skotter ud under det brune hår. ”Prøv,” siger han.
Jeg bider tænderne sammen, kniber øjnene lidt sammen og tænker på en blomst. En anemone.
Lige foran os skyder den lille blå blomst frem og jeg gisper begejstret og skal lige til at pege. Lucas træder på den. Det er ikke hans stil at sige undskyld, men i det mindste tror jeg ikke, det var med vilje, han kvaste den.
Mens vi går skaber jeg blomster rundt omkring os: Blå prikker i alt det grønne, som små stjerner i et uendeligt univers.
”Clara?” siger Lucas. ”Hvis jeg tænker på et eller andet vil det så også blive skabt?”
Forudsat at vi var venner havde jeg sikkert efterabet ham med at sige ”prøv”, smilet og puffet til ham.
”Hvis du altså kan tænke på noget. Har du ikke fået 02 i alle dine skriftlige prøver indtil videre?” siger jeg i stedet.
”Og hvad så?”
”Så gør du dig ikke særlig umage,” sukker jeg.
”Tolvtalstøs,” fnyser han og ser et øjeblik ud som om han har lyst til at skubbe til mig eller ligefrem slå mig. Så stopper han op, lægger hovedet lidt tilbage og kigger op på alt det blå over ham. Mens jeg ser på begynder der at falde pengesedler ned fra himlen. De danser gennem luften, ligesom sneen gjorde. Lucas ler. ”Kæft, hvor genialt. Tror du, de bliver ved med at være der, hvis vi tager dem med ud herfra?”
”Det aner jeg ikke,” siger jeg, mens Lucas skovler sedlerne op fra skovbunden og propper dem i sine jakkelommer og bukselommer. Da han retter sig op er der et lettere vanvittigt glimt i hans øjne. Han kigger sig omkring og alle skovens blade skifter farve. Han får dem til at skifte farve. Pludselig er de ikke bare grønne, men lilla, orange, røde, blå, gule.
Et lille smil spreder sig på mit ansigt og mens jeg betragter de mangefarvede blade forvandler de sig til sommerfugle. De flyver rundt omkring mig og Lucas og vi ler begge to, som om vi ikke har noget imod hinandens selskab og så flyver alle sommerfuglene op mod himlen og forsvinder.
Nu er træernes grene nøgne.
”Alt hvad vi tænker på,” mumler Lucas. ”Vi må virkelig ikke begynde at tænke dårlige tanker.” Det er selvfølgelig dér det hele begynder at gå galt. Solen slukkes og himlen er mørk. Alt er mørkt.
”Hvad skete der?” spørger jeg.
”Jeg tænkte bare at det hele ville blive meget mere uhyggeligt, hvis himlen var-”
”Sort,” afslutter jeg og stirrer op på det punkt hvor solen var før. Jeg kan intet se og af en eller anden grund kan jeg ikke tænke himlen lys igen. Der er for mørkt. Sortheden presses mod øjnene.
”Lommelygter,” hvisker jeg. Eller tænker jeg det kun? Det er lige meget, for lommelygter kan jeg godt få frem og med ét står vi begge med en lommelygte i hånden.
”Smart tænkt Tolvtal.”
Vi lyser rundt på træernes stammer. Det ligner næsten at de er…
(i live)
…bare træer. Bare træer. Please. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på hvordan det ligner at grenene rækker ud, som om de vil gribe fat i os, vikle sig om vores kroppe som slanger, kvæle os og-
”Lucas,” siger jeg. ”Løb.”
Mens vi styrter af sted plaprer Lucas løs om alt muligt; ordene falder over hinanden og jeg tror, det er hans reaktion, når han bliver meget bange – at snakke, snakke, snakke, som om ordene kan overdøve tankerne. Det kan de ikke.
Træerne har forvandlet sig til underlige langarmede væsner. Lucas bliver ved med at snakke, men jeg kan ikke høre hvad han siger. Det eneste jeg kan høre er mit bankende hjerte og den knirkende lyd træerne laver, når de løber. Der går ikke lang tid inden de har omringet os. De er overalt og jeg tør ikke se på dem. I stedet stirrer jeg på deres skygger i lommelygternes hvidlige lys.
Skyggerne glider sammen til én.
Overrasket ser jeg op og opdager at alle væsnerne har forvandlet sig til ét monster. Et gigantisk skyggeagtigt monster med et hæsligt smil – sylespidse tænder.
”Shit,” er Lucas kommentar. Jeg skal lige til at løbe igen, da han griber fat i min arm, stopper mig og hvisker: ”Den kan ikke se noget. Man skal bare stå helt stille og tie stille og det var nok derfor jeg-”
”Hold kæft,” afbryder jeg ham. Han ser overrasket ud over at jeg sagde dét. Nærmest chokeret.
Monsteret glider tættere på. Øjnene er helt hvide. Tomme.
Lucas giver slip på min arm og i et sekund føler jeg, at jeg står helt, helt alene i mørket, men så griber han ud efter min hånd i stedet. Vores fingre flettes sammen.
Hele tiden kommer monsteret tættere og tættere på.
”Det glider bare forbi,” siger Lucas, men hans stemme er usikker – bange – og monsteret stopper op. Det hæslige smil vokser. Den løfter hånden og i lommelygternes lys kan jeg hvad den holder: En kniv.
Jeg kan høre Lucas synke en klump.
”Ikke noget med at skrige,” siger monsteret og det lyder som en mand, der har fået for meget at drikke. Lucas bakker et skridt væk. Hiver mig med.
Jeg ved ikke hvordan det sker – monsteret er henne ved Lucas på ét sekund og presser det kølige blanke knivsblad mod hans hals. ”Sshhh, sshhh.”
Jeg står stivnet ved siden af Lucas og holder krampagtigt fast i lommelygten med min ene hånd og fat i ham med den anden. Herfra kan jeg mærke monsterets ånde og det er ikke en lugt af råd eller fordærv eller død. Bare alkohol. Af en eller anden grund gør det det hele mere skræmmende. Mere virkeligt.
”Hvis du råber op,” udånder det underlige monster,” så skærer jeg.”
Jeg kigger op på Lucas ansigt og i hans øjne kan jeg se frygt, men også en sikkerhed, noget beroligende, der får mig til at slappe lidt af. Det var ikke gået op for mig at jeg holdt vejret.
”Bare tag dem,” siger Lucas og fisker en helt masse pengesedler op af lommerne. Han presser dem ind i monsterets frie hånd og det forsvinder. Bliver ét med skyggerne. Det ville være som om det aldrig havde været der, hvis det ikke var for Lucas ansigtsudtryk og den bloddråbe der glider fra hans hals, ned over den hvide T-shirt. Han ser ikke på mig.
”Jeg havde mareridt om det dér monster, da jeg var lille. I de mareridt jeg har nu er det normalt ikke monsteret, der truer mig. Det er bare en normal mand. Den samme hver gang.” Han rømmer sig. ”Han forsvinder… Hele mareridtet forsvinder, så snart han har fået nogle penge. Det er dem han kommer efter.”
Jeg synker en klump. ”Hvorfor har du mareridt om dét?” Min stemme er helt lille.
Lucas bider tænderne sammen, spænder i kæbemusklerne og slipper min hånd så pludseligt at jeg ikke kan lade være med at tænke, at det slet ikke var gået op for ham at han havde taget den.
Han lader som om, han ikke har hørt mit spørgsmål, men han behøver heller ikke sige noget, for jeg kan godt selv regne svaret ud. Jeg har lige set det, selvom det ikke helt var sådan det skete.
”Du meldte det ikke til politiet,” konstatere jeg og Lucas tager en dyb indånding, som om han vil suge mørket ned i sine lunger. Han undgår stadig mit blik.
”Sagde det sgu ikke engang til mine forældre. Faktisk ikke til nogen. Du aner ikke hvor god jeg er til at lade som om alt er fint. Du aner ingenting.” Endelig ser han på mig. Hans blik brænder af vrede. Had måske. ”Tror du for helvede jeg er glad for at få 02 i mine eksamener? Tror du ikke, jeg er bange for at jeg ikke kan komme på gymnasiet for eksempel? Tror du ikke jeg er bange for at ende som en eller anden stodder ligesom ham og presse penge ud af folk? Tror du ikke-” Han stopper sig selv midt i sætningen og for første gang i mit liv har jeg virkelig lyst til at sige undskyld til og kramme én, hvor jeg lader være med at gøre det. Måske vil jeg bare ikke skubbes væk.
Lucas ser helt forkert ud i ansigtet.
”Hvad tænkte du på?” spørger jeg ham. Pludselig på vagt.
”Døden,” hvisker han. En kuldegysning løber gennem mig og på trods af at lommelygternes lys er meget sparsommeligt er det som om, det bliver en lille smule mørkere. ”Jeg tænkte på at jeg er bange for at dø inden jeg har udrettet noget, som i noget overhovedet. Og jeg tænkte på at ham manden kunne have dræbt mig dengang. Jeg tænkte på hvor tæt døden nogle gange er på én.”
Ikke bare nogle gange, tænker jeg. Lige nu.
Væsnet træder ud af mørket bag os og vi hører det begge to. Snurrer rundt. Det her væsen smiler ikke og ånden lugter hverken af råd eller alkohol eller noget som helst andet. Den ånder ikke engang. Den trækker ikke vejret.
Ansigtet er helt udtryksløst. En hætte skærmer halvdelen og jeg er glad for at jeg ikke kan se dets øjne.
Dødens øjne.
Den går et skridt tættere på. Lucas og jeg bakker. Dér går det op for mig at Lucas igen plaprer løs. Jeg kunne ikke høre hans stemme før, som om ingenting er i stand til at overdøve ting, som er.
”Clara, vi går tilbage lige nu, ikke? Det her er ikke bare mig, vel? Vi går tilbage, men vi kommer ikke længere væk. Det er Døden Clara. For helvede. For helvede. Vi kan ikke gå tilbage.”
Tættere på.
”Man kan aldrig gå tilbage,” hvisker jeg. Mine hænder ryster og jeg har lyst til at gribe ud efter Lucas, men gør det ikke.
”Jeg vil ikke dø,” kan jeg høre ham sige med en skælvende stemme og jeg tænker på hvordan han som lille havde mareridt om skyggemonsteret, der ville have ham til at tie stille og jeg tænker på den fulde mand, der pressede kniven mod Lucas hals – bliver ved med at presse den mod hans hals i de mareridt han har nu. Jeg tænker på alt det dårlige i verden og i mennesket og på hvordan solen altid går ned og det er som om jeg drukner i mørke. Jeg bliver nødt til at tænke på noget andet. Noget godt. Noget lyst.
Jeg stirrer på Døden, der hele tiden kommer tættere og tættere på og så tænder jeg en flamme indeni det mørke skællede bryst. Ilden spreder sig i kroppen. Endelig stopper den op og jeg tænker at det ikke er døden, men bare vores forestilling om den. Døden kan man ikke udslette. Frygten for den kan man måske.
Lyset løber gennem væsnet, som blod gennem årer. Til sidst springer væsnet i luften.
”Shit, mand.” Lucas stirrer på mig. ”For vildt!”
Jeg smiler et lille smil. Det forsvinder, da jeg kommer til at tænke på hvordan vi styrtede væk fra væsnerne i vild panik. Jeg vil ikke være her mere, men jeg aner ikke hvor flængen er. Udvejen. Lucas ved det helt sikkert heller ikke. Han har rettet sit blik mod et armbåndsur, jeg ikke havde lagt mærke til før nu. ”Vi har været her en time eller sådan noget,” siger han og kigger over på mig. ”Tror du flængen lukker sig igen?” Det havde jeg faktisk slet ikke tænkt over. Det kan Lucas vist se på mit ansigtsudtryk, for han udbryder: ”Og du er den kloge af os to!”
Vi er stille i lidt tid. Jeg står og kigger op på himlen, mens jeg bliver ved med at gentage overfor mig selv at jeg skal tænke på noget godt. Jeg lukker øjnene i. ”Lys,” siger jeg bedende. ”Lys.” Da jeg åbner øjnene igen er himlen helt hvid og strålende, som om jeg har visket mørket ud. Men der er en knugende, nærmest knusende fornemmelse i mit bryst, som ikke forsvinder.
Jeg ser væk fra himlen og dér – lige foran mig – er der et spejl. Et stort spejl, højere og bredere end mig. Jeg kigger på mit spejlbillede: På den tynde lave pige, det firkantede ansigt, den lidt for lille næse, det glatte lyse hår.
Jeg hader spejle.
Det nye sollys glitrer på overfladen, som om spejlet er et bølgende hav. Så rejser endnu et spejl sig – bag Lucas og mig.
”Nej,” siger Lucas. ”Nej, nej, nej.” Så vokser et tredje spejl op af jorden og så et fjerde, så spejlvæggene danner et lille rum om os. På en eller anden måde bliver rummet mindre og mindre og mindre.
”Lucas?” Han har lukket øjnene. Står og ryster.
”Hader små rum,” mumler han til forklaring. ”Jeg prøver at udvide det. Jeg prøver.”
Jeg bider tænderne sammen og knytter min højre hånd. Jeg slår næven ind i spejlet til venstre for mig, så det revner og med mine tanker får jeg det til at knuses til en million små stykker. Noget knuger sig sammen indeni mig dér.
Lucas slår en af de andre spejlvægge i stykker, så endnu et og udsender et sejrsråb. Men jeg står helt stivnet. Stirrer ind i det sidste spejl. Dér er jeg. Lige dér.
Ingen bryder sig om dig, lyder det og jeg aner ikke om det kommer fra skoven, fra spejlet eller fra mig.
Du er til at kaste op over. Jeg har lyst til at se væk, men bliver ved med at stirrer ind i mine egne blå øjne.
Ikke underligt, du ikke har nogen venner. Jeg prøver at tage en dyb indånding. Det er som om jeg befinder mig under vand.
Se lige på dig selv! Jeg må ikke begynde at græde nu. Gråd er det samme som svaghed.
Tolvtaler. Er det noget at prale med? Ha! Du kan jo ingenting. Intet vigtigt.
”Clara?” Jeg kan mærke at der er en, der rusker i mig. Lucas, minder jeg mig selv om. Jeg ryster på hovedet og træder et skridt tilbage. Samtidig træder spejlbilledet ud af spejlet.
Foran mig står en pige af glas, som ligner mig fuldstændig, bortset fra hendes gennemsigtighed. Jeg stirrer ind i mine egne øjne i en, to, tre, fire, fem sekunder, inden glaspigen åbner munden og et øjeblik ser det ud som om hun skal til at grine. Hun skriger.
Spejlet bag hende knuses og jeg tror, det er på grund af skriget. Glaspigen står bare dér og skriger, skriger, skriger, alt imens hun stille og roligt går i tusinde stykker for øjnene af os.
Jeg stirrer på de mange glasskår der ligger og glimter rundt omkring os, halvt skjult i det høje græs. Stirrer så på mig selv.
”Lucas” hvisker jeg stille. ”Jeg går i stykker.”
Jeg rækker hænderne ud imod ham, så han kan se revnerne på mine håndflader. Det er som om nogen har skåret i mig, bortset fra at der intet blod er. Intet indeni.
Ikke underligt, du ikke har nogen venner, genlyder det i mit hoved. Se lige på dig selv! Du er til at kaste op over.
Lucas griber fat i mig, tvinger mig til at kigge ind i hans skræmte blik. ”Du går ikke i stykker,” siger han til mig. Hans stemme skælver igen. ”Du er okay.” Mit blik flakker til mine hænder. Jeg kan høre hvordan de slår revner, som is, der knækker. ”Clara, lyt til mig.” Han lyder bedende. Og bange. ”Du er okay.” Han bliver ved med at sige det: ”Du er okay. Du er okay. Du er okay.” Jeg retter mit blik mod hans igen. Står og ser og ser og ser ind i de brune øjne, indtil alting er okay. Indtil jeg er okay.
”Du helede mig,” siger jeg bagefter, overrasket og taknemmelig.
Så går det op for mig at der er noget helt galt med Lucas ansigt. Helt, helt galt.
Jeg træder hen til ham, så der kun er enkle centimeter imellem os. En maske. Hans ansigt er en maske. Det ligner bare hans rigtige ansigt utrolig meget. Fuldstændig faktisk. Men nu – nu kan jeg se at det er en maske. Måske har jeg aldrig set hans rigtige ansigt.
”Tag den af,” beder han. Græder nærmest. ”Tag den af, Clara. Please.” Forsigtigt lemper jeg fingrene ind under masken og fjerner Lucas ansigt fra Lucas ansigt. Det er absurd.
Jeg står med hans ansigt i hænderne. Hans ansigt! Men det er netop ikke hans ansigt, siger jeg til mig selv, mens jeg betragter det skæve selvsikre smil. Bare en maske.
Jeg kigger op på Lucas og ansigtet er det samme, men alligevel helt anderledes.***Vi har gået gennem skoven i lang tid. Ifølge Lucas har vi været her i fire timer nu.
Rundt omkring os flyver der fugle, der alle sammen enten er halvgennemsigtige eller farvestrålende, som regnbuer fanget i små bevingede kroppe. De flyver meget tættere på end fugle normalt ville gøre – så tæt på at deres vinger af og til rør vores arme, hals, kinder.
Vi prøver at finde tilbage til vores egen verden.
Mens vi går lader jeg min hånd glide gennem det lange græs. Det kilder mod mine fingerspidser.
Af og til rækker Lucas en arm ud og så dumper et æble ned i hans hånd, enten fra træernes grene eller fra himlen.
”Sulten?” spørger han på et tidspunkt. Jeg nikker og han rækker mig en af de sprøde røde frugter. Saften løber ned over min hage, da jeg tager en bid.
Det er sjovt hvordan æblerne måske bare er tanker og hvordan vi på den måde kan tænke os mætte.
”Hvorfor er du bange for små rum?” ryger det ud af mig. Han ser hen på mig og det er hans ansigt, hans øjne, alt sammen hans. Jeg har aldrig set så åbent et ansigt.
”Kom jo ind i klassen i fjerde. Har du nogensinde tænkt over hvorfor jeg skiftede skole?”
Jeg tøver. Siger så: ”Jeg tænkte, du bare flyttede.”
”Du tog fejl. På min gamle skole… Det blev værre hele tiden. Nogle af drengene spærrede mig inde i et skab på et tidspunkt. Det var som om jeg blev mast, selvom der egentlig var plads nok. Jeg sad der fra klokken et efter vi have fået fri til syv om aftenen. Min mor kom først hjem dér. Opdagede, jeg ikke var hjemme.” Han tager en dyb indånding. ”Jeg besluttede, jeg aldrig ville være et offer igen.” Han ler en latter, som får mig til at bide mig i læben. Den er næsten ubehagelig. ”Nogle år senere blev jeg truet af en fuld idiot og mistede størstedelen af mine penge. Slut på dén historie. Happy ending.”
”Nu ved jeg det,” mumler jeg.
”Ved hvad?”
”Hvor god du normalt er til at lade som om alt er fint.”
”Jep, dét burde jeg få et tolvtal i.” Han sukker.
Der er stille lidt.
”Tak Clara,” siger han så. ”Du fjernede masken.” Jeg får en klump i halsen og smiler bare til svar. Han skotter ud under det brune hår på en måde jeg finder charmerende nu.
”Hvorfor er du bange for at gå i stykker?” spørger han forsigtigt.
”Ja, det er skørt ikke?” siger jeg. ”Når det sker hele tiden, mener jeg.”
Lucas ved vist ikke helt hvad han skal sige til dét, men han får mig til at stoppe op og åbner munden for at sige et eller andet, måske endnu engang fortælle mig at jeg er okay indtil jeg føler, det er sådan. Han når ikke at sige noget, før han får øje på et eller andet bag mig.
”Dér!” udbryder han så og stormer af sted. Jeg snurrer rundt og dér – lige dér er flængen. Jeg styrter efter Lucas hen mod den. Vi stiller os foran den side om side.
Lucas har rejst sin halvødelagte cykel op, smiler et lille smil og triller cyklen med sig ud af denne verden. Tilbage til vores.
Jeg tøver et sekund inden jeg følger efter ham og jeg er tilbage.
Med det samme jeg er ude vokser reven sammen, som et sår der heles med lysets hastighed eller som en jakke, der bliver lynet.
Lucas lægger sin cykel på fortovet, står så og stirrer på sit armbåndsur. ”Kæft, hvor underligt. Vi har været derinde i nogle timer, ikke? Men ifølge mit ur er klokken tyve over syv lige nu. Det var vel cirka det klokken var, da vi gik gennem revnen. Det er som om tiden er blevet spolet tilbage.”
”Måske er tiden ikke blevet spolet tilbage,” siger jeg langsomt. ”Måske er den blevet stoppet, mens vi var væk.”
Lucas stirrer på mig lidt, ryster på hovedet og begynder så at grine, som om jeg har sagt noget sjovt. Det er ikke hans sædvanlige selvsikre latter. Heller ikke en dømmende eller ubehagelig latter. Mere lettet. Det er som om noget indeni ham brister og det der flyder ud er latteren.
Så stemmer jeg i.
Vi griner og griner og griner og griber ud efter hinanden, som om vi har svært ved at holde os oprejst. Det går op for mig at jeg faktisk er utrolig udmattet.
Da jeg dumper ned på fortovet hiver jeg Lucas med og så sidder vi dér ved siden af hinanden, skulder mod skulder, mens sneen hvirvler omkring os. Det er som om fnuggene danser rundt indeni mig.
Jeg har aldrig leet så meget før. Det har Lucas sikkert heller ikke – i hvert fald ikke den her latter.
”Jeg troede aldrig det ville være sjovt at være sammen med dig. Og jeg har kendt dig i fire år!” siger han.
”Fem,” retter jeg ham, puffer til ham og ryster på hovedet. Så ler vi igen. Latteren er slet ikke til at stoppe. Jeg tror, vi er i en form for chok.
”Du er sgu cool nok,” siger Lucas så og alt indeni mig falder ligesom til ro. Jeg smiler og tænker at vi netop ikke har kendt hinanden i fem år. Vi har kendt hinanden i nogle timer.
”Det er du også Lucas. Rimelig cool.” Han smiler, ligesom mig og det her smil er stadig skævt, men på en sød måde. Jeg læner mit hoved mod hans skulder. ”Ved du hvad?” hvisker jeg ned i hans jakke. ”Måske åbner der sig af og til portaler til andre verdener, men den her verden er mere. Mennesker er mere end man først lige tror.” Lucas siger ikke noget med at jeg altid skal prøve at lyde så helvedes klog. Han tager min hånd.
Vi bliver siddende og betragter solen stå op. Himlen bliver farvet i en blød lyserød-orange farve, som et maleri der maler sig selv for øjnene af os.
Den her verden er magisk.
Sneen hvirvler gennem luften. Fnuggene smelter i mit lyse hår og på mine kinder, så dråberne triller som tårer.
Bag mig kommer Lucas cyklende. Jeg ikke så meget som overvejer at vente på ham, men skynder mig videre mod skolen. Jeg når ikke frem.
Alting dirrer og mellem de dansende fnug ser jeg det: Virkeligheden bliver lynet op. En enkelt meter væk tegner der sig en flænge, som om en kæmpe med gigantiske kløer har valgt at rive vinterluften i stykker med en af sine lange skarpe negle.
Jeg er stoppet op. Stivnet. Står bare og stirrer på revnen. Ikke en revne i fortovet, men i luften. I ingenting.
Hvordan kan det lade sig gøre? Hvad i al verden er det?
Jeg kan ikke se hvad der er bagved. Dybt indeni mig vokser en følelse af frygt frem, for hvad nu hvis der slet ikke er noget bagved? Intet overhovedet?
Jeg synker en klump og går et museskridt tættere på. Hvis jeg rakte armen frem ville min hånd forsvinde ind gennem flængen.
Mit hjerte begynder at hamre. Af en eller anden grund har jeg lyst til at træde gennem den forunderlige flænge, bare gøre det. Måske fordi det er dét frihed er.
Lucas er næsten kommet op på siden af mig. Ud af øjenkrogen ser jeg hvordan han bremser, så cykelhjulene tegner sorte spor hen over vejen. Han drejer cyklen i min retning – det er det sidste jeg ser. Så træder jeg gennem flængen og forsvinder ud af virkeligheden.
På den anden side er der først ingenting – præcis som jeg frygtede – men så blinker jeg. En skov. Jeg står midt i en sommerskov. Her er luften varm og jeg kan mærke solens stråler mod min hud. Der dufter kraftigt af græs, som om nogen lige har slået det, men det er så langt at det når op til mine knæ. Mellem de høje strå sidder en lille fugl. Den er halvt gennemsigtig. Jeg skal lige til at bukke mig ned og se om jeg kan stryge den over de besynderlige fjer, da Lucas cykler gennem revnen. Med et forskrækket pip flyver fuglen op mod den blå himmel. Lucas ramler ind i et træ, flyver af cyklen og triller en enkelt gang gennem græsset, inden han ligger stille. Bandende rejser han sig op.
Jeg iagttager ham skulende.
Skoven vil heller ikke have noget med ham at gøre. Han hører ikke til her i alt det magiske, smukke, lysende.
”Mand, hvad er det her for et sted?” udbryder han. Jeg ser væk fra ham, kniber øjnene lidt sammen og kigger mig ordentligt omkring. Den lille fugl har sat sig på en gren lidt væk.
”Har du nogensinde undret dig over om der måske er noget mere?” spørger jeg, mens jeg betragter fuglen. Under fjerende kan jeg lige præcis skimte dens hamrende hjerte. ”Måske er det det her. Måske har vi fundet det.”
”Du prøver altid at lyde så klog,” sukker Lucas. Jeg ignorere ham.
Vinden får bladende over mig til at rasle og det er som om de hvisker.
”Jeg tænkte på en skov,” siger jeg så. ”Lige da jeg var trådt gennem revnen… Jeg… jeg tænkte at der burde være en skov. En magisk skov.”
”Du tænkte på en skov,” gentager Lucas langsomt. ”Har du skabt det her?” Han slår ud med armene, som for at omfavne stammerne, bladende, træerne, himlen. ”Alt det her?”
Jeg bider mig i læben. Stirrer på ham, da en tanke falder mig ind. ”Har jeg skabt dig?” Han hæver øjenbrynene. Ler så.
”Ærligtalt Clara? Jeg findes sgu rigtigt. Går i 9.B. Din klasse, dit fjols. Hvilket jeg har gjort lige siden fjerde. Desuden, tror du så nogensinde du kunne skabe mig?” Denne gang slår han ud med hænderne i en bevægelse, der synes at omfavne ham – det rødligbrune hår, de mørke øjne, jakken han har lynet op, den hvide T-shirt indenunder, cowboybukserne, det skæve selvsikre smil. Jeg hader det smil.
”Nej,” siger jeg endelig med en fast stemme.
”Nej, vel?” Hovedrystende og stadig småklukkende går han tilbage til sin cykel, for at se om der er sket noget med den. Selv har han nogle få rifter og en lille bule i panden. Mens jeg betragter ham spekulere jeg over om alting er opfundet af en eller anden, om både Lucas og jeg måske er fundet på og slet ikke findes rigtigt og i modsætning til Lucas synes jeg slet ikke, det er sjovt.
Cyklens styr sidder underligt. Lucas bander igen og jeg lægger mærke til hvordan han skæver til den bølgende revne, der fører ud til den verden, vi kender.
”Vil du tilbage?” spørger jeg. ”Jeg har tænkt mig at se mere af det her sted, men du kan jo sagtens gå tilbage, hvis du er bange.” Det er egentlig ikke ment som en provokation, men Lucas ansigt bliver helt hårdt og beslutsomt.
”Jeg er sgu ikke bange,” fnyser han, smider cyklen fra sig på skovbunden og begynder så at slentre af sted – væk fra flængen, væk fra vores verden og længere ind i dette mere.
Jeg følger efter ham.
”Tænk hvis det virkelig er mig, der har skabt det her,” siger jeg. ”Så kan jeg vel skabe flere ting herinde. En blomst for eksempel.”
Lucas kigger over på mig, skotter ud under det brune hår. ”Prøv,” siger han.
Jeg bider tænderne sammen, kniber øjnene lidt sammen og tænker på en blomst. En anemone.
Lige foran os skyder den lille blå blomst frem og jeg gisper begejstret og skal lige til at pege. Lucas træder på den. Det er ikke hans stil at sige undskyld, men i det mindste tror jeg ikke, det var med vilje, han kvaste den.
Mens vi går skaber jeg blomster rundt omkring os: Blå prikker i alt det grønne, som små stjerner i et uendeligt univers.
”Clara?” siger Lucas. ”Hvis jeg tænker på et eller andet vil det så også blive skabt?”
Forudsat at vi var venner havde jeg sikkert efterabet ham med at sige ”prøv”, smilet og puffet til ham.
”Hvis du altså kan tænke på noget. Har du ikke fået 02 i alle dine skriftlige prøver indtil videre?” siger jeg i stedet.
”Og hvad så?”
”Så gør du dig ikke særlig umage,” sukker jeg.
”Tolvtalstøs,” fnyser han og ser et øjeblik ud som om han har lyst til at skubbe til mig eller ligefrem slå mig. Så stopper han op, lægger hovedet lidt tilbage og kigger op på alt det blå over ham. Mens jeg ser på begynder der at falde pengesedler ned fra himlen. De danser gennem luften, ligesom sneen gjorde. Lucas ler. ”Kæft, hvor genialt. Tror du, de bliver ved med at være der, hvis vi tager dem med ud herfra?”
”Det aner jeg ikke,” siger jeg, mens Lucas skovler sedlerne op fra skovbunden og propper dem i sine jakkelommer og bukselommer. Da han retter sig op er der et lettere vanvittigt glimt i hans øjne. Han kigger sig omkring og alle skovens blade skifter farve. Han får dem til at skifte farve. Pludselig er de ikke bare grønne, men lilla, orange, røde, blå, gule.
Et lille smil spreder sig på mit ansigt og mens jeg betragter de mangefarvede blade forvandler de sig til sommerfugle. De flyver rundt omkring mig og Lucas og vi ler begge to, som om vi ikke har noget imod hinandens selskab og så flyver alle sommerfuglene op mod himlen og forsvinder.
Nu er træernes grene nøgne.
”Alt hvad vi tænker på,” mumler Lucas. ”Vi må virkelig ikke begynde at tænke dårlige tanker.” Det er selvfølgelig dér det hele begynder at gå galt. Solen slukkes og himlen er mørk. Alt er mørkt.
”Hvad skete der?” spørger jeg.
”Jeg tænkte bare at det hele ville blive meget mere uhyggeligt, hvis himlen var-”
”Sort,” afslutter jeg og stirrer op på det punkt hvor solen var før. Jeg kan intet se og af en eller anden grund kan jeg ikke tænke himlen lys igen. Der er for mørkt. Sortheden presses mod øjnene.
”Lommelygter,” hvisker jeg. Eller tænker jeg det kun? Det er lige meget, for lommelygter kan jeg godt få frem og med ét står vi begge med en lommelygte i hånden.
”Smart tænkt Tolvtal.”
Vi lyser rundt på træernes stammer. Det ligner næsten at de er…
(i live)
…bare træer. Bare træer. Please. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på hvordan det ligner at grenene rækker ud, som om de vil gribe fat i os, vikle sig om vores kroppe som slanger, kvæle os og-
”Lucas,” siger jeg. ”Løb.”
Mens vi styrter af sted plaprer Lucas løs om alt muligt; ordene falder over hinanden og jeg tror, det er hans reaktion, når han bliver meget bange – at snakke, snakke, snakke, som om ordene kan overdøve tankerne. Det kan de ikke.
Træerne har forvandlet sig til underlige langarmede væsner. Lucas bliver ved med at snakke, men jeg kan ikke høre hvad han siger. Det eneste jeg kan høre er mit bankende hjerte og den knirkende lyd træerne laver, når de løber. Der går ikke lang tid inden de har omringet os. De er overalt og jeg tør ikke se på dem. I stedet stirrer jeg på deres skygger i lommelygternes hvidlige lys.
Skyggerne glider sammen til én.
Overrasket ser jeg op og opdager at alle væsnerne har forvandlet sig til ét monster. Et gigantisk skyggeagtigt monster med et hæsligt smil – sylespidse tænder.
”Shit,” er Lucas kommentar. Jeg skal lige til at løbe igen, da han griber fat i min arm, stopper mig og hvisker: ”Den kan ikke se noget. Man skal bare stå helt stille og tie stille og det var nok derfor jeg-”
”Hold kæft,” afbryder jeg ham. Han ser overrasket ud over at jeg sagde dét. Nærmest chokeret.
Monsteret glider tættere på. Øjnene er helt hvide. Tomme.
Lucas giver slip på min arm og i et sekund føler jeg, at jeg står helt, helt alene i mørket, men så griber han ud efter min hånd i stedet. Vores fingre flettes sammen.
Hele tiden kommer monsteret tættere og tættere på.
”Det glider bare forbi,” siger Lucas, men hans stemme er usikker – bange – og monsteret stopper op. Det hæslige smil vokser. Den løfter hånden og i lommelygternes lys kan jeg hvad den holder: En kniv.
Jeg kan høre Lucas synke en klump.
”Ikke noget med at skrige,” siger monsteret og det lyder som en mand, der har fået for meget at drikke. Lucas bakker et skridt væk. Hiver mig med.
Jeg ved ikke hvordan det sker – monsteret er henne ved Lucas på ét sekund og presser det kølige blanke knivsblad mod hans hals. ”Sshhh, sshhh.”
Jeg står stivnet ved siden af Lucas og holder krampagtigt fast i lommelygten med min ene hånd og fat i ham med den anden. Herfra kan jeg mærke monsterets ånde og det er ikke en lugt af råd eller fordærv eller død. Bare alkohol. Af en eller anden grund gør det det hele mere skræmmende. Mere virkeligt.
”Hvis du råber op,” udånder det underlige monster,” så skærer jeg.”
Jeg kigger op på Lucas ansigt og i hans øjne kan jeg se frygt, men også en sikkerhed, noget beroligende, der får mig til at slappe lidt af. Det var ikke gået op for mig at jeg holdt vejret.
”Bare tag dem,” siger Lucas og fisker en helt masse pengesedler op af lommerne. Han presser dem ind i monsterets frie hånd og det forsvinder. Bliver ét med skyggerne. Det ville være som om det aldrig havde været der, hvis det ikke var for Lucas ansigtsudtryk og den bloddråbe der glider fra hans hals, ned over den hvide T-shirt. Han ser ikke på mig.
”Jeg havde mareridt om det dér monster, da jeg var lille. I de mareridt jeg har nu er det normalt ikke monsteret, der truer mig. Det er bare en normal mand. Den samme hver gang.” Han rømmer sig. ”Han forsvinder… Hele mareridtet forsvinder, så snart han har fået nogle penge. Det er dem han kommer efter.”
Jeg synker en klump. ”Hvorfor har du mareridt om dét?” Min stemme er helt lille.
Lucas bider tænderne sammen, spænder i kæbemusklerne og slipper min hånd så pludseligt at jeg ikke kan lade være med at tænke, at det slet ikke var gået op for ham at han havde taget den.
Han lader som om, han ikke har hørt mit spørgsmål, men han behøver heller ikke sige noget, for jeg kan godt selv regne svaret ud. Jeg har lige set det, selvom det ikke helt var sådan det skete.
”Du meldte det ikke til politiet,” konstatere jeg og Lucas tager en dyb indånding, som om han vil suge mørket ned i sine lunger. Han undgår stadig mit blik.
”Sagde det sgu ikke engang til mine forældre. Faktisk ikke til nogen. Du aner ikke hvor god jeg er til at lade som om alt er fint. Du aner ingenting.” Endelig ser han på mig. Hans blik brænder af vrede. Had måske. ”Tror du for helvede jeg er glad for at få 02 i mine eksamener? Tror du ikke, jeg er bange for at jeg ikke kan komme på gymnasiet for eksempel? Tror du ikke jeg er bange for at ende som en eller anden stodder ligesom ham og presse penge ud af folk? Tror du ikke-” Han stopper sig selv midt i sætningen og for første gang i mit liv har jeg virkelig lyst til at sige undskyld til og kramme én, hvor jeg lader være med at gøre det. Måske vil jeg bare ikke skubbes væk.
Lucas ser helt forkert ud i ansigtet.
”Hvad tænkte du på?” spørger jeg ham. Pludselig på vagt.
”Døden,” hvisker han. En kuldegysning løber gennem mig og på trods af at lommelygternes lys er meget sparsommeligt er det som om, det bliver en lille smule mørkere. ”Jeg tænkte på at jeg er bange for at dø inden jeg har udrettet noget, som i noget overhovedet. Og jeg tænkte på at ham manden kunne have dræbt mig dengang. Jeg tænkte på hvor tæt døden nogle gange er på én.”
Ikke bare nogle gange, tænker jeg. Lige nu.
Væsnet træder ud af mørket bag os og vi hører det begge to. Snurrer rundt. Det her væsen smiler ikke og ånden lugter hverken af råd eller alkohol eller noget som helst andet. Den ånder ikke engang. Den trækker ikke vejret.
Ansigtet er helt udtryksløst. En hætte skærmer halvdelen og jeg er glad for at jeg ikke kan se dets øjne.
Dødens øjne.
Den går et skridt tættere på. Lucas og jeg bakker. Dér går det op for mig at Lucas igen plaprer løs. Jeg kunne ikke høre hans stemme før, som om ingenting er i stand til at overdøve ting, som er.
”Clara, vi går tilbage lige nu, ikke? Det her er ikke bare mig, vel? Vi går tilbage, men vi kommer ikke længere væk. Det er Døden Clara. For helvede. For helvede. Vi kan ikke gå tilbage.”
Tættere på.
”Man kan aldrig gå tilbage,” hvisker jeg. Mine hænder ryster og jeg har lyst til at gribe ud efter Lucas, men gør det ikke.
”Jeg vil ikke dø,” kan jeg høre ham sige med en skælvende stemme og jeg tænker på hvordan han som lille havde mareridt om skyggemonsteret, der ville have ham til at tie stille og jeg tænker på den fulde mand, der pressede kniven mod Lucas hals – bliver ved med at presse den mod hans hals i de mareridt han har nu. Jeg tænker på alt det dårlige i verden og i mennesket og på hvordan solen altid går ned og det er som om jeg drukner i mørke. Jeg bliver nødt til at tænke på noget andet. Noget godt. Noget lyst.
Jeg stirrer på Døden, der hele tiden kommer tættere og tættere på og så tænder jeg en flamme indeni det mørke skællede bryst. Ilden spreder sig i kroppen. Endelig stopper den op og jeg tænker at det ikke er døden, men bare vores forestilling om den. Døden kan man ikke udslette. Frygten for den kan man måske.
Lyset løber gennem væsnet, som blod gennem årer. Til sidst springer væsnet i luften.
”Shit, mand.” Lucas stirrer på mig. ”For vildt!”
Jeg smiler et lille smil. Det forsvinder, da jeg kommer til at tænke på hvordan vi styrtede væk fra væsnerne i vild panik. Jeg vil ikke være her mere, men jeg aner ikke hvor flængen er. Udvejen. Lucas ved det helt sikkert heller ikke. Han har rettet sit blik mod et armbåndsur, jeg ikke havde lagt mærke til før nu. ”Vi har været her en time eller sådan noget,” siger han og kigger over på mig. ”Tror du flængen lukker sig igen?” Det havde jeg faktisk slet ikke tænkt over. Det kan Lucas vist se på mit ansigtsudtryk, for han udbryder: ”Og du er den kloge af os to!”
Vi er stille i lidt tid. Jeg står og kigger op på himlen, mens jeg bliver ved med at gentage overfor mig selv at jeg skal tænke på noget godt. Jeg lukker øjnene i. ”Lys,” siger jeg bedende. ”Lys.” Da jeg åbner øjnene igen er himlen helt hvid og strålende, som om jeg har visket mørket ud. Men der er en knugende, nærmest knusende fornemmelse i mit bryst, som ikke forsvinder.
Jeg ser væk fra himlen og dér – lige foran mig – er der et spejl. Et stort spejl, højere og bredere end mig. Jeg kigger på mit spejlbillede: På den tynde lave pige, det firkantede ansigt, den lidt for lille næse, det glatte lyse hår.
Jeg hader spejle.
Det nye sollys glitrer på overfladen, som om spejlet er et bølgende hav. Så rejser endnu et spejl sig – bag Lucas og mig.
”Nej,” siger Lucas. ”Nej, nej, nej.” Så vokser et tredje spejl op af jorden og så et fjerde, så spejlvæggene danner et lille rum om os. På en eller anden måde bliver rummet mindre og mindre og mindre.
”Lucas?” Han har lukket øjnene. Står og ryster.
”Hader små rum,” mumler han til forklaring. ”Jeg prøver at udvide det. Jeg prøver.”
Jeg bider tænderne sammen og knytter min højre hånd. Jeg slår næven ind i spejlet til venstre for mig, så det revner og med mine tanker får jeg det til at knuses til en million små stykker. Noget knuger sig sammen indeni mig dér.
Lucas slår en af de andre spejlvægge i stykker, så endnu et og udsender et sejrsråb. Men jeg står helt stivnet. Stirrer ind i det sidste spejl. Dér er jeg. Lige dér.
Ingen bryder sig om dig, lyder det og jeg aner ikke om det kommer fra skoven, fra spejlet eller fra mig.
Du er til at kaste op over. Jeg har lyst til at se væk, men bliver ved med at stirrer ind i mine egne blå øjne.
Ikke underligt, du ikke har nogen venner. Jeg prøver at tage en dyb indånding. Det er som om jeg befinder mig under vand.
Se lige på dig selv! Jeg må ikke begynde at græde nu. Gråd er det samme som svaghed.
Tolvtaler. Er det noget at prale med? Ha! Du kan jo ingenting. Intet vigtigt.
”Clara?” Jeg kan mærke at der er en, der rusker i mig. Lucas, minder jeg mig selv om. Jeg ryster på hovedet og træder et skridt tilbage. Samtidig træder spejlbilledet ud af spejlet.
Foran mig står en pige af glas, som ligner mig fuldstændig, bortset fra hendes gennemsigtighed. Jeg stirrer ind i mine egne øjne i en, to, tre, fire, fem sekunder, inden glaspigen åbner munden og et øjeblik ser det ud som om hun skal til at grine. Hun skriger.
Spejlet bag hende knuses og jeg tror, det er på grund af skriget. Glaspigen står bare dér og skriger, skriger, skriger, alt imens hun stille og roligt går i tusinde stykker for øjnene af os.
Jeg stirrer på de mange glasskår der ligger og glimter rundt omkring os, halvt skjult i det høje græs. Stirrer så på mig selv.
”Lucas” hvisker jeg stille. ”Jeg går i stykker.”
Jeg rækker hænderne ud imod ham, så han kan se revnerne på mine håndflader. Det er som om nogen har skåret i mig, bortset fra at der intet blod er. Intet indeni.
Ikke underligt, du ikke har nogen venner, genlyder det i mit hoved. Se lige på dig selv! Du er til at kaste op over.
Lucas griber fat i mig, tvinger mig til at kigge ind i hans skræmte blik. ”Du går ikke i stykker,” siger han til mig. Hans stemme skælver igen. ”Du er okay.” Mit blik flakker til mine hænder. Jeg kan høre hvordan de slår revner, som is, der knækker. ”Clara, lyt til mig.” Han lyder bedende. Og bange. ”Du er okay.” Han bliver ved med at sige det: ”Du er okay. Du er okay. Du er okay.” Jeg retter mit blik mod hans igen. Står og ser og ser og ser ind i de brune øjne, indtil alting er okay. Indtil jeg er okay.
”Du helede mig,” siger jeg bagefter, overrasket og taknemmelig.
Så går det op for mig at der er noget helt galt med Lucas ansigt. Helt, helt galt.
Jeg træder hen til ham, så der kun er enkle centimeter imellem os. En maske. Hans ansigt er en maske. Det ligner bare hans rigtige ansigt utrolig meget. Fuldstændig faktisk. Men nu – nu kan jeg se at det er en maske. Måske har jeg aldrig set hans rigtige ansigt.
”Tag den af,” beder han. Græder nærmest. ”Tag den af, Clara. Please.” Forsigtigt lemper jeg fingrene ind under masken og fjerner Lucas ansigt fra Lucas ansigt. Det er absurd.
Jeg står med hans ansigt i hænderne. Hans ansigt! Men det er netop ikke hans ansigt, siger jeg til mig selv, mens jeg betragter det skæve selvsikre smil. Bare en maske.
Jeg kigger op på Lucas og ansigtet er det samme, men alligevel helt anderledes.***Vi har gået gennem skoven i lang tid. Ifølge Lucas har vi været her i fire timer nu.
Rundt omkring os flyver der fugle, der alle sammen enten er halvgennemsigtige eller farvestrålende, som regnbuer fanget i små bevingede kroppe. De flyver meget tættere på end fugle normalt ville gøre – så tæt på at deres vinger af og til rør vores arme, hals, kinder.
Vi prøver at finde tilbage til vores egen verden.
Mens vi går lader jeg min hånd glide gennem det lange græs. Det kilder mod mine fingerspidser.
Af og til rækker Lucas en arm ud og så dumper et æble ned i hans hånd, enten fra træernes grene eller fra himlen.
”Sulten?” spørger han på et tidspunkt. Jeg nikker og han rækker mig en af de sprøde røde frugter. Saften løber ned over min hage, da jeg tager en bid.
Det er sjovt hvordan æblerne måske bare er tanker og hvordan vi på den måde kan tænke os mætte.
”Hvorfor er du bange for små rum?” ryger det ud af mig. Han ser hen på mig og det er hans ansigt, hans øjne, alt sammen hans. Jeg har aldrig set så åbent et ansigt.
”Kom jo ind i klassen i fjerde. Har du nogensinde tænkt over hvorfor jeg skiftede skole?”
Jeg tøver. Siger så: ”Jeg tænkte, du bare flyttede.”
”Du tog fejl. På min gamle skole… Det blev værre hele tiden. Nogle af drengene spærrede mig inde i et skab på et tidspunkt. Det var som om jeg blev mast, selvom der egentlig var plads nok. Jeg sad der fra klokken et efter vi have fået fri til syv om aftenen. Min mor kom først hjem dér. Opdagede, jeg ikke var hjemme.” Han tager en dyb indånding. ”Jeg besluttede, jeg aldrig ville være et offer igen.” Han ler en latter, som får mig til at bide mig i læben. Den er næsten ubehagelig. ”Nogle år senere blev jeg truet af en fuld idiot og mistede størstedelen af mine penge. Slut på dén historie. Happy ending.”
”Nu ved jeg det,” mumler jeg.
”Ved hvad?”
”Hvor god du normalt er til at lade som om alt er fint.”
”Jep, dét burde jeg få et tolvtal i.” Han sukker.
Der er stille lidt.
”Tak Clara,” siger han så. ”Du fjernede masken.” Jeg får en klump i halsen og smiler bare til svar. Han skotter ud under det brune hår på en måde jeg finder charmerende nu.
”Hvorfor er du bange for at gå i stykker?” spørger han forsigtigt.
”Ja, det er skørt ikke?” siger jeg. ”Når det sker hele tiden, mener jeg.”
Lucas ved vist ikke helt hvad han skal sige til dét, men han får mig til at stoppe op og åbner munden for at sige et eller andet, måske endnu engang fortælle mig at jeg er okay indtil jeg føler, det er sådan. Han når ikke at sige noget, før han får øje på et eller andet bag mig.
”Dér!” udbryder han så og stormer af sted. Jeg snurrer rundt og dér – lige dér er flængen. Jeg styrter efter Lucas hen mod den. Vi stiller os foran den side om side.
Lucas har rejst sin halvødelagte cykel op, smiler et lille smil og triller cyklen med sig ud af denne verden. Tilbage til vores.
Jeg tøver et sekund inden jeg følger efter ham og jeg er tilbage.
Med det samme jeg er ude vokser reven sammen, som et sår der heles med lysets hastighed eller som en jakke, der bliver lynet.
Lucas lægger sin cykel på fortovet, står så og stirrer på sit armbåndsur. ”Kæft, hvor underligt. Vi har været derinde i nogle timer, ikke? Men ifølge mit ur er klokken tyve over syv lige nu. Det var vel cirka det klokken var, da vi gik gennem revnen. Det er som om tiden er blevet spolet tilbage.”
”Måske er tiden ikke blevet spolet tilbage,” siger jeg langsomt. ”Måske er den blevet stoppet, mens vi var væk.”
Lucas stirrer på mig lidt, ryster på hovedet og begynder så at grine, som om jeg har sagt noget sjovt. Det er ikke hans sædvanlige selvsikre latter. Heller ikke en dømmende eller ubehagelig latter. Mere lettet. Det er som om noget indeni ham brister og det der flyder ud er latteren.
Så stemmer jeg i.
Vi griner og griner og griner og griber ud efter hinanden, som om vi har svært ved at holde os oprejst. Det går op for mig at jeg faktisk er utrolig udmattet.
Da jeg dumper ned på fortovet hiver jeg Lucas med og så sidder vi dér ved siden af hinanden, skulder mod skulder, mens sneen hvirvler omkring os. Det er som om fnuggene danser rundt indeni mig.
Jeg har aldrig leet så meget før. Det har Lucas sikkert heller ikke – i hvert fald ikke den her latter.
”Jeg troede aldrig det ville være sjovt at være sammen med dig. Og jeg har kendt dig i fire år!” siger han.
”Fem,” retter jeg ham, puffer til ham og ryster på hovedet. Så ler vi igen. Latteren er slet ikke til at stoppe. Jeg tror, vi er i en form for chok.
”Du er sgu cool nok,” siger Lucas så og alt indeni mig falder ligesom til ro. Jeg smiler og tænker at vi netop ikke har kendt hinanden i fem år. Vi har kendt hinanden i nogle timer.
”Det er du også Lucas. Rimelig cool.” Han smiler, ligesom mig og det her smil er stadig skævt, men på en sød måde. Jeg læner mit hoved mod hans skulder. ”Ved du hvad?” hvisker jeg ned i hans jakke. ”Måske åbner der sig af og til portaler til andre verdener, men den her verden er mere. Mennesker er mere end man først lige tror.” Lucas siger ikke noget med at jeg altid skal prøve at lyde så helvedes klog. Han tager min hånd.
Vi bliver siddende og betragter solen stå op. Himlen bliver farvet i en blød lyserød-orange farve, som et maleri der maler sig selv for øjnene af os.
Den her verden er magisk.
Maja Linderoth