Hvor du hører til og finder tryghed, støtte og stærke venskaber fra din første dag af.


Første skoledag på Nørre Åby Efterskole starter i kontaktgruppen med din kontaktlærer. Det er din gruppe herfra. Og her har du mulighed for at finde tryghed og danne de første stærke venskaber.

Din kontaktgruppe


En kontaktgruppe er en gruppe på cirka otte elever. Gruppen er sammensat på tværs af klasser, årgange og værelser. Du starter din første skoledag på efterskolen i din kontaktgruppe.

I starten af året er du meget sammen med din kontaktgruppe. I vil lære hinanden rigtig godt at kende ret hurtigt. Og I vil i løbet af skoleåret skabe stærke bånd og få mange oplevelser sammen som gruppe.

Kontaktlærer


Du får også en kontaktlærer. Det bliver gruppens lærer. Din kontaktlærer vil være meget sammen med dig og de andre i gruppen. Har du i løbet af skoleåret spørgsmål måske af mere personlig karakter eller problemer, du har brug for hjælp til at løse, er det din kontaktlærer, du skal gå til. Det her er også den voksen, der står for den primære kontakt mellem skolen og dine forældre.

Kontaktgruppens forpligtelser


Sammen med din kontaktlærer, har du og de andre i kontaktgruppen en række opgaver i løbet af året. Når din kontaktlærer har vagt, skal I hjælpe til i køkkenet. I skal i gruppen også arrangere en fællesaften og et program for en weekend på efterskolen.

Kontaktgruppetur


I starten af skoleåret skal I på en gruppetur sammen med jeres kontaktlærer. Det kan være en telttur til stranden eller en tur hjem til din kontaktlærer. Det er to meget hyggelige dage. Med tid og ro til at lære de første kammerater at kende på skolen.