Han var bange. Bange for at tage det sidste åndedrag. Bange for at give slip og lade alting ske af sig selv. Bange for, at dette ville blive hans død. Nu om natten. Her i natten. Denne nat. Kæresten så til, mens han kastede sig fra side til side. Frem og tilbage. Ustyrlige bevægelser. Hun ville gribe ud efter ham. Hjælpe. Hans sved gjorde dynen varm og våd. Senere fugtig og kold. Hans tårer havde samme effekt. Hun ville røre ham. Trøste. Han drømte.

Sådan var det om natten. Hver nat. Men især denne nat.

Han faldt til ro. Lå bare på ryggen. Armene ned langs siden. Han slog øjnene op. ”Fortæller du mig nu din hemmelighed?”, hviskede hun fortrøstningsfuldt. Hendes skrøbelige lillepige-stemme. Han bare stirrede op i loftet.  Ingen frygt. Han så ikke længere skræmt ud.

Han satte sig op. Bevægede sig ud over sengekanten. Med et hurtigt ryk. Hun så bare til. Hun så ham gå ud af rummet. Ikke et ord sagde han. Ikke et blik undte han hende. Hun blev efterladt i tavshed.
Forholdet mellem dem var forandret. Han ville ikke åbne op. Han ville ikke overgive sine tanker.
Hun ville være tålmodig og give ham tid. Hun var villig til det meste. Men hun var opgivende.
Et lille vindue på væggen kunne netop modtage månelys nok til at give genskær på hendes fødder.
Det var en oplyst nat. Denne nat.

På den anden side af væggen – i det lumre mørke – var manden begyndt at gå. Han var på vej væk. Gik sig en tur. Langt væk.
Han slentrede. Med hænderne i bukselommerne og bare fødder.
Kæresten gik også barfodet. Hun fulgte efter ham. Hun ville vide, hvad han holdt hemmeligt. Selvom der nok var en god grund. Det skulle være hemmeligt.
Det mente manden også. Derfor kiggede han sig jævnligt tilbage. Over skulderen for at se om hun var der. Han havde luret hende; han vidste, at hun ville forfølge ham. Men hun gemte sig.
Han kunne allerede se sit mål. På lang afstand kunne han se, hvor vejen slog knude på sig selv og snoede sig i en halvbue. Dér for enden var der bjerge. Han kunne se toppene.

Hans hjerte dunkede. Hårdere for hvert skridt han nærmede sig.
Han ville sådan ønske, at det ikke skulle ske. At han bare kunne leve et almindeligt liv med kæresten. Han ville så gerne fortælle hendes. Alting. Det hele.
Men hvis hun vidste det, så ville hun aldrig se ham igen. I øjnene. Eller overhovedet nogen steder.
Hun var hans et og alt. Han elskede hende højt.
Ville hun dog bare lade ham være i fred. Han og hans hemmelighed. Han standsede. Nu måtte han advare hende.
Hun standsede også. Hun ville ikke gå derhen.
Hun troede, at han ikke havde fornemmet hendes tilstedeværelse.
Længe stod de sådan.
Så råbte han ud i luften. Mod hende. ”Gå hjem. Ingen kan være i sikkerhed herude. Ikke om natten. Slet ikke i nat!”
Hun snøftede. Sank en klump og lukkede øjnene. Hun overvejede, om hun alligevel skulle gå hjem. Give helt op og overlade ham til sig selv.
Men da han vendte sig om igen og fortsatte sin færd, kunne hun ikke lade være med at følge efter.
Han vidste godt, hun stadig var der. Men han havde ikke tid til at vente. Han måtte videre. Der var ikke langt til målet.

Han nærmede sig. Han kunne se månen. Stor og rund. Den lyste kraftigt. Der var uhyggelige skygger. Nu var han bare en mørk skikkelse for hende. Med en stor skygge som en hale efter sig.
Han standsede. Vente sig om. Han krympede sig sammen. Rystede og hulkede. Som et lille barn. Et epilepseanfald.
Hun løb frem fra sit gemmested. Over imod ham.
Han sank sammen på jorden.
Hun ville hjælpe.
Mon det var nu, han skulle dø? Han spurgte sig selv. Smerterne måtte være et tegn. Denne sygdom ville æde ham op.
Det føltes som om, hans hjerte gik i stå.
Han lå stille.
”Nej!”, skreg hun forfærdet og ruskede i ham.
Så slog han øjnene op. Han bare stirrede op i himlen. Armene ned langs siden. ”Nu fortæller jeg dig min hemmelighed,” hviskede han og forvandlede sig til en varulv.

De var bange. Bange for at tage det sidste åndedrag. Bange for at give slip og lade alting ske af sig selv. Bange for, at dette ville blive deres død.
Sådan var det om natten.

Skrevet af Maria Langkjær Andersen