– ”Oh shit-shit-shit-shitelit, håber ikke at hun så mig.”

hviskede Tjester til sig selv. Selvfølgelig så hun ham, de havde jo for fanden øjenkontakt. Hvorfor gjorde han nu også det, nu ville hun tro at han var den største stalker i universet, det var han jo nok også, men hvorfor skulle hun dog også lige finde ud af det. Han gik over til blomsterbutikken og sagde så lidt for høj til sig selv:

– ”En dag får jeg mod nok til at give hende blomster.”

– ”Hvorfor gør du det så ikke”. Tjester kiggede langsomt til siden og der stod hun sgu, med sine store Bambi-øjne og sit lange blonde hår. Det her var hans store øjeblik, nu stod hun der endelig, pigen han havde været dybt forelsket i i alle disse år. Det sidste man i hvert fald skulle gøre var at løbe på stedet, men presset bjergbe’steg ham over hovedet, så det virkede som den eneste mulighed. Da han  kom hjem brugte han en del tid på at slå sig selv i panden.

– ”Jeg er dog da en mega-iot (mega og idiot sat sammen)”. Han gik hen og nappede sig en joly, smed sig i sofaen og tændte for tossekassen. Hans forældre kom ikke før kl. sent, så han bestilte et ostehjul. Lidt efter ringede det på døren, det var da vildt hvor hurtigt det pizzeria dog var, der var ikke gået mere end 5 minuttos. Han åbnede døren og der stod hun, Majbrit. Hvad skete der for verdenen, han havde været en über særling foran hende og nu stod hun uden foran hans dør med blomster i hånden. Hun spurgte om hun måtte komme ind. Der var ingen steder at flygte hen så han viste hende bare ind. Han kunne ikke lade vær med at konstant stirre på hendes bløde, røde læber. Hun gik tætere hen imod Tjester. Tanker strømmede som guldfisk og andre undervands skabninger i hovedet på ham. Der burde være en eller anden slags pille, eller medicin for kiksethed, det var sgu en sygdom der ramte mange unge.

– ”Jeg tænkte på om du har lyst at lave et eller andet i aften”, sagde hun med et lille smil. Hun kiggede rundt i rummet og fik pludselig øje på hans GTA- playstation spil og sagde overrasket:

– ”åh hvad, har du GTA, det er nok det spektakulære spil i verdenen”. Det blev for syret for stakkels lille Tjester, der stod faktisk en smuk pige inde i hans hus, som ikke bare kunne lide GTA men brugte ord som ”spektakulært”, hvorfor havde han aldrig selv tænkt på at bruge det ord. Han overvejede at nive sig selv for at tjekke om det var en drøm, men var bange for at miste alt det her. Det var alt sammen så überligt, men nu måtte han tage sig sammen, han sagde ja og lidt efter sad de i sofaen, åd pizza og så film. Alle mulige tanker røg, røg som Kim Larsen, igennem hovedet på ham, og pludselig kom en tanke der  bare ikke ville ud igen: ”hvordan så hans hår ud”. Det var sikkert afskyeligt, men hvordan kom han dog ud på toilettet, uden at hun ville tro han skulle ud og ”holde en kunstnerisk pause” det vil sige: herre skide, tømme ryg, puste grise op, ligge fliser. Han sad og tænkte på flere skide udtryk da han hørte noget støj udenfor. Det kunne være den perfekte undskyldning. Han sagde:

– ”Hørte du det,  jeg tror lige jeg går ud og tjekker til det, så du bliver bare her, så laver jeg osse nogle pop-popli-pop-popcorn…jah, vi se-ses øh lige om lidt”. Der var så lige to ting han lige måtte bonge sig selv for, først og fremmest, hvorfor kunne ikke bare sige popcorn, nr. 2: hvorfor brugte han ikke bare popcornene som undskyldning for at gå ud og tjekke sig selv ud, i stedet for støjen udenfor. Han gik ind på badeværelset og begyndte at sætte håret, først til den ene side, så til den anden, og så igen tilbage til den første. Tjester vendte sig over mod vinduet, da støjen var blevet værre. Der lød et brag og da Tjester kiggede ned mod brystet så han blod. Han kiggede ud af vinduet og da så han en rimelig und fyr med med sort hår, rottefjæs, raner under øjnene og en pistol i hånden. Han kunne mærke at det begyndte at stikke rundt i kroppen på ham og han sank længere ned i knæene. Det sidste han nåede at gøre før alt blev sort var at skrige… skrige af helgulan til. Kort tid efter kom Majbrit løbene ind og skreg da hun så Tjester ligge død på gulvet, præcis ligesom dem i GTA. Hun ringede efter læge, og der gik ikke længe før han var på hospitalet. Han skulle have en hjertetransplantation og det kunne kun gå for langsomt. Men det gik for langsomt, det lykkedes faktisk at finde en doner ualmindelig hurtigt, men da de så havde opereret hjertet ind var det for sent. Majbrit gik hjem og græd. Der var mange der græd den dag.

–         ”Oh shit-shit-shit-shitelit, hvor lang tid har jeg dog været herinde.” Hvad troede hun dog ikke

han lavede derinde. Var han dog besvimet. Han gik over til døren, men den var låst. Hvad fanden skete der lige. Han kiggede sig i spejlet men kunne ikke se sig selv. Han kiggede ned og vidste næsten ikke hvordan han skulle reagere. Han havde intet tøj på og hans penis… den var sgu væk.

– ”Hvor fanden er min diller” råbte Tjester så højt hans lunger kunne magte, og det var ikke så lidt. Det var næsten som om hans lunger havde sparet så meget luft op, kun for at komme ud på specielle tidspunkter som dette.

– ”Den blev fjernet for at i uslinge ikke kunne parre jer, eller føle nydelse.” Tjester kiggede bag sig, og så at stemmen kom fra ellers lidt af et monstrum. Vredt blik, gule tænder, grimt tøj, men meget fede sko.

– ”Hvor hutan er jeg”

– ”Du er i Dødens Kammer”.

– ”Hva’ snik-snuk-snakker du om. Er jeg da død” Spurgte han med rystet stemme.

– ”Ja det kan man godt sige, vi ejer i hvert fald din sjæl nu. Her er nogle grundregler du skal følge, for ellers vil du mærke smerter som du ikke troede eksisterede. Regel nr. 1 er at du ikke må gå med andet tøj end det du får udleveret. Regel nr. 2 er at du ikke må svæve mere end 30 cm over jorden. Her er mere end 500 regler Tjester Tjaldberg Nielsen, men den vigtigste regel er at du aldrig nogen sinde må gå ind Dødens Rum.”

– ”Så alt det med himmel og helvede var bare en stor fed løgn hva’?”.

– ”Hmm mennesker… tror i kan gætte og forske jer frem til alting”.

Tjester så pludselig badeværelsesfliserne flytte sig, og før han vidste af det stod han ude på en gang sammen med en masse andre mennesker. De gik alle sammen den samme vej, så han gik med strømmen. Han prøvede at spørge hvad der skete men ingen svarede. Først da han gik ind i en ældre mand fik han øjenkontakt.

– ”Hvad er det der sker her?” Spurgte Tjester ham.

– ”Ah du er ny her. Mit navn er William. Vi er på vej til post 1, og der er du vist også på vej hen.” Og så fulgte han ellers den gamle besskæggede mand.

Kort tid efter stod de uden foran døren til post 1. En grævling kom pludselig forbi os alle med et nøglebund i munden og låste døren op.

Det var på en måde fantastisk men også vildt skræmmende for Tjester… det var fantamende. Der var millioner af folk i gang med kæmpe bygerier, tusindvis af folk stod oppe i flere hundreds meters højde og arbejdede. I baggrunden kunne han se pyramider, og solen der bevægede sig konstant. Det med solen var faktisk lidt møgirriterende, men på den fede måde Tjester holdte sig tæt mod William da han var den eneste person han rigtig havde haft kontakt med.

– ”Du skal derop” sagde William og pegede øverst oppe på bygningen”.

– ”Hvordan filan kommer jeg derop?”. Han svarede ikke Tjester, svaret lå i hans øjne, og de fortalte ham at det ikke var noget specielt opperen. Øjnene løj sgu ikke, der gik ikke længe før han fik spiddet kroge i ryggen så blodet flød ud, og derefter blev han ellers hivet op, meter for meter. Tjester skreg som bare fanden. Han ønskede at han bare kunne dø, problemet var bare at han allerede var død. Hvordan kunne han overhovedet mærke smerte når han var død. Efter fem minutter var han dog endelig oppe, selvom det føltes som flere timer. I det mindste forsvandt sårene fra hans ryg lige så staks han fik dem ud. Han gik ud på en af de tynde blanker, og mærkede pludselig højdeskræken komme frem i ham. Der var mindst 500 metos ned. Han tog et ekstra skridt ud på den pasgetti lignende blanke og prøvede at lade vær med at kikke ned. Men da han var nået cirkus halvt ud på planken så han ham… manden med rottefjæset. Det var hans morder. Han løb imod ham uden så meget som at tænke på hvor langt ned der var. Uden at sige en dyt, trak Tjester armen tilbage og slog ham lige på hans rottekind så han var ved at falde ned, men rottefjæset nåede at tage fat i armen på Tjester så de nu begge to faldt ned. De ramte flere bjælker på vejen ned, men det lagde Tjester ikke mærke til, han slog bare videre på hans morder imens han råbte:

– ”Det er din skyld det hele, det er din skyld jeg er i det her forbandede sted.”

Rotten fik dog også givet et slag, oven i købet et ret godt et, lige i hovedet. Alting blev sløret og det var som om hans rottefjæs et kort øjeblik havde en hel anden form. Da de landede kunne Tjester dog godt mærke smerten, men han kunne jo ikke dø igen.

Han kæmpede imod smerten for at rejse sig op. Han kiggede ned mod morderen og sagde:

– ”Jeg har tænkt mig at genoplive dig, kun for at kunne få dig tilbage her, personligt.” Men da kikkede han op og så ham igen, han var pludselig omringet af den samme morder. De kom tætere og tætere på Tjester, og begyndte ellers bare at tæve løs på ham. Først efter et godt stykke tid blev han sendt ind til monstrummet han så først.

– ”Ballade på din aller første dag, var”.

– ”Man kan vist godt sige at det var ham der startede”. Kom det lidt flabet ud af Tjester.

– ”Tro mig Tjester, jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke nød det her.”

Han tog en ellers flere år gammel computer frem.

– ”Regel nr. 62: Der må ikke ydes vold her, af andre end os fra Lekros.” Han trykkede da enter og en usigelig smerte gik igennem kroppen på Tjester. Det føltes næsten som om tusind nåle stak igennem alt på, og i hans krop. Det kørte på i to minutter før fik han lov til at gå. Han blev sendt ind på sit eget værelse. Ingen roomie han kunne dele tanker med. Alle blev sat i enerum. Han lagde sig stille ned i hans seng og prøvede at sove. Han lukkede øjnene men blev forstyrret af en banken mod væggen. Pludselig var der en af stenene i væggen der poppede ud og han kunne se William igennem hullet.

– ”William, er du gal hvor er jeg glad for at se dig”.

– ”I lige måde, fortæl mig så hvad der er sket, og du bliver nødt til at gøre det lidt hurtigt, for de slukker for vores lydforbindelse her om godt tyve minutter”.

– ”Jeg så ham der slog mig ihjel”. sagde Tjester med et alvorligt blik.

– ”Oh shit, okay lad mig fortælle dig en ret vigtig ting, intet her er hvad det ser ud til. Alle personer du ser, ligner folk du har set før. Ikke alle du ser kan du måske direkte huskes, men det kan være folk du måske har set på gaden. Hvis du har set din morder før, er det klart at du kommer til at forstille andre folk som ham. Den fyr du tævede er ikke ham, hvis han endelig er her et sted, så tror jeg næppe at du finder ham.”

De sidste minutter sad de ellers og snakkede om lidt af hvert. Men efter det gik der en mærkelig ting igennem Tjesters hoved: ”Tæller man også i minutter i denne her verden

 

– ”Hvornår er det så at han skal begraves”, spurgte Majbrit sin mor med tårer i øjnene. Hun kiggede på hende med et lidt tvunget smil og svarede:

– ”Han skal begraves om tre dage.”

– ”Så skal vi over og se det ikk’”

– ”Nej desværre skat, vi skal jo til Italien i overmorgen”.

– ”Jeg bliver”.

– ”Det kan jeg da love dig for at du ikke gør, du skal ikke være her alene hjemme i en uge”.

Tårerne løb ned af hende, og hun løb op på værelset, hun havde ingen intention om at gå glip af den begravelse.

 

Tjester vågnede op med smerte ryggen og et stempel der forbød en hver skavank. Denne dag var dog knap så smertefuld som dagen før, men han savnede stadig at være i live, han savnede Majbrit. Men om aftenen da han sad og snakkede med William, begyndte William at hviske.

– ”Okay, jeg håber ikke dem fra Lekros kan høre dette, men jeg kan få os to væk herfra. Jeg kan få os tilbage til livet”

– ”Hvad, hvordan hutan kan man dog det”

– ”Du har hørt om det Dødens Rum ikk”

– ”Jo lidt”

– ”Det er vores bilet hjem. Men der er to meget vigtige ting du skal hjælpe mig med. For det første skal du ind på deres kontor og bryde sikkerhedslåsen.”

– ”Gør man det på den gamle computer”

– ”Gamle computer? Ja det er det nok, de har nok lavet det om siden sidst”

– ”Siden sidst? Har du prøvet det her før”

– ”Ja… prøv at hør her knægt, vi hører ikke til her, det er der ingen der gør. Jeg flygter ikke for at komme tilbage til livet, tro mig, jeg har haft et lorteliv, så jeg vil ikke lade nogle sjæl-manipulerende baryler til ødelægge det sidste gode”

– ”William… hvordan døde du egentlig”

– ”Jeg døde i et trafikuheld. Nå, den anden vigtige ting, og det bliver måske nok lidt grænseoverskridende, men du bliver nødt til at stole på mig. Jeg regner ikke med at du er blevet rigtig begravet, men det er jeg, så når du kommer tilbage vil jeg bede dig om at grave mig op.

– ”Hva! Det ved jeg sgu ikke om jeg kan”

– ”Det er desværre prisen”

Dagen efter begyndte det hele. Tjester fandt ud af at den eneste måde han kunne komme ind på kontoret var ved at blive sendt til kontoret, så han gik over og smølfesparkede et par stykker i hovedet og så var han der.

De gav ham samme tur som sidst, men derefter samlede Tjester de sidste kræfter og løb over slog det store læs lige i hovedet. Det gjorde så ikke så stor en forskel, for han slog igen.

– ”Nå Tjester, man er gået hen og blevet flabet. Måske en tur til vil kunne ændre det.”

Tjester rodede i sin lomme, og tog da en pistol frem.

– ”Tror du virkelig at du kan skyde mig, jeg kan se du har en pistol der, men hov, da blev det sørme til en bowlingkugle.”

Og rigtig nok blev det til en bowlingkugle, men det gjorde ikke så meget for Tjester, for ham smed den bare i hovedet på det store læs, og løb da over til computeren. Han nåede lige at fjerne sikkerhedssystemmet, da monstrummet greb fat i ham mens han råbte:

– ”Jeg slår dig ihjel”

– ”Det bliver svært, da jeg allerede er død”

Og så forsvandt Tjester.

 

– ”Oh shit-shit-shit-shitelit, her er sgu mørkt.”

Hvor fanden var han henne. Han følte sig frem og fandt ud af at der var et slags loft. Han var inde i kisten. Han gik helt i panik og begyndte at banke løs. Lidt efter blev der da åbnet, og han så ud mod en masse skrækslagne mennesker. Men den første han fik øje på var Majbrit. Men han måtte fokusere, han havde jo en mission. Han hoppede ud af kisten og løb over til den kirkegård som Torben havde fortalt han var blevet begravet i. Han fik fat i en skovl og begyndte at grave. Er du gal hvor var det creepy, og det tog sgu også sin tid. Dog efter nogle timers konstant arbejde, kom han ned og åbnede for kisten.

– ”Tak Tjester, det var sgu også lige på et hængende hår”

Men Tjester stod bare helt stille og stirrede. Torben hverken lød eller lignede det han havde regnet med. I et løb Tjester over og slog på ham, imens han råbte:

– ”Morder, det var dig hele tiden… det var dig der slog mig ihjel”

– ”Hvad fanden snakker du om”

– ”Du skød mig, du har bare løjet for mig hele tiden… du sagde du døde ved et trafikuheld”

– ”Det gjorde jeg også. Og lad så vær med at slå på mig. Jeg var ude på en mission for at finde ud af hvordan de styrede dødens kammer. Men politiet så mig med en pistol da jeg lige fandt stedet, så jeg løb rundt og skød for at skræmme dem, og så kan det da godt være jeg ramte dig. I så og en fald så løb jeg pludselig ud på vejen, og så døde jeg.”

– ”Vis du først døde efter du havde skudt mig, hvordan kan det så være at du kom der først”

– ”Jeg døde nok hurtigere end du gjorde, og så er tidsforskellen meget anderledes, men alt det her kan sgu være lige meget, nu vil jeg gå ud og sikre min fremtid, ved at skyde de røvhuller bag Dødens Kammer.”

Torben gik hen og stjal en bil, og kørte da sin vej. Men Tjester havde noget helt andet at tænke på, han var jo trods alt en teenager, så han gik ikke så meget op i fremtiden. Han gik hen og fandt Majbrit. Hun blev selvfølgelig ret skræmt, men efter en del forklaringer og nogle nørdede bemærkninger, gik der ikke længe før det lå i ske inde på sofaen.

Torben havde endelig fundet stedet, og fået fat i en pistol. Han gik ind og skød alle derinde. Bagefter kiggede han rundt og så en stor computer, der var tilsluttet en gammel mand. Han smadrede computeren og gik.

– ”Hmm, frihed.”

Og så gik han ellers for sig selv, og nynnede en eller anden sang han ikke selv kunne huske hvad hed.

 

Skrevet af Jonas Kyed