Huset havde haft mange beboere i tidernes løb. Men på trods af at det var et efterhånden gammelt hus, var det i fin stand. Det eneste tegn på husets alder var en hul stamme af et gammelt asketræ, som stod i hjørnet af haven.
Huset var den ældste bygning i den lille by, og nu stod det ikke tomt længere. En ung kvinde og en kat var flyttet ind en kølig septemberdag. Den unge kvinde følte sig godt tilpas i sit nye hjem, og hun faldt hurtigt godt til. Men selvom hun var blevet taget godt imod af byens beboere, kom hun ikke meget ud. De første par dage så man hende tit vandre rundt på det lille torv, men efterhånden så man mindre og mindre til hende. Kvinden havde det godt i sit hus, og hun var van til at være alene – hun nød roen og stilheden, og hun så ikke nogen grund til at forlade det. Men der kom selvfølgelig en tid hvor hun var nødt til at gå ned i byen efter noget mad. Så hun tog sin lange frakke på, en taske over skulderen og låste døren omhyggeligt efter sig. Langsomt gik hun ned af indkørslen til kantstenen. Men da hendes tåspidser nåede kanten af fortovet, stoppede hun op. En kuldegysning gik igennem hende. Hun trak frakken tættere om sig og havde løftet den ene fod for at fortsætte ud på vejen, da hun mærkede luften slået ud af sig. Hun mistede balancen et øjeblik, trådte et par skridt tilbage for at finde den igen, og prøvede at få vejret. Da hun igen kunne trække vejret frit, stod hun et øjeblik. Overvejede hvad der lige var sket. Hun havde hørt hvad folk sagde om ånder, som gik igennem kroppen, men hun var ikke nogen overtroisk person. Hun overvejede om det kunne være vinden uHundfvnevnweginvwepi– det havde trods alt blæst kraftigt i nattens løb. Hun fortsatte med at gå, men kun for at opleve det samme igen, denne gang med endnu mere kraft. Hun var lige ved at vælte ind i hækken, og måtte gribe fat i de stikkende grene for at holde sig stående. Tornene stak og hendes hænder blødte. Men hun blev ved med at prøve, fastsat på at komme igennem. Da hun tre forsøg senere lå på jorden to meter væk, begyndte hun dog at mærke en vis uro. Ryggen gjorde ondt efter mødet med fliserne. Hun prøvede at rejse sig, men var kun lige kommet op på begge ben, da hun mærkede den usynlige kraft igen, denne gang fra hendes venstre side. Det føltes som om nogen ville skubbe hende i den anden retning, hen mod haven. De små skub blev ved, lige meget hvor hun flyttede sig hen, og de blev gradvist voldsommere og voldsommere. Hun forsøgte endda at flygte hen mod huset, men hun nåede knap at løbe et enkelt skridt før hun blev slynget tilbage. Hun skreg efter hjælp, udvidende om at, ligesom hende selv, kunne lyden ikke komme udenfor den usynlige mur. For hvert skub og hvert træk kom hun tættere og tættere på haven, og de blomster som var plantet tæt ved den gamle asketræsstamme. Grebet om hende blev stærkere og stærkere, til hun stod næsten foroverbøjet over den hule træstamme. Hun følte skubbet bagfra og vidste, hvor hun ville ende henne. Det var umuligt at holde fødderne på jorden – nu blev hun nærmest løftet, og med hovedet først faldt hun og ramte hurtigt bunden af stammen. Skrigene havde næsten opbrugt hendes stemme, og nu brugte hun alle sine resterende kræfter på at prøve at komme op. Fra sin akavede position så hun nu grenene lukke sig over sig og snart kunne hun ikke længere se ud igennem dem. Den blå himmel forsvandt som træet knagede og snoede sig omkring sit offer. En klaustrofobisk følelse voksede sig større og større, til den blev afløst af en tomhed som ingen kan fortælle om. Havde der været andre i haven, ville de kunne høre hendes knogler splintre.
Skrevet af Lærke Kjærsgaard Sørensen