Som Varulv

Det var sandheden. Men historien. Den er grufuld. Uhyggelig. Den handler om tilgivelse, håb kærlighed. Og om myten om mig selv.

PROLOG;

Mit navn er Alec Ustai Hafforsun. 18 år.
Min historie er ikke nem.
Min hypotetiske alder 18.
Var jo en løgn.
113 år.
Som varulv.

En historie af Line Kurzmann.

 1. Øjenkontakt.

Jeg satte mig ind i min sorte Veyron, og kørte til skole. Jeg fattede ikke alt det her menneske skuespil. Hvorfor kunne jeg ikke bare løbe som ulv? Jeg startede bilen. Jeg speedede op, og var allerede oppe på 116 kilometer i timen, inden jeg var ude af indkørslen. Jeg tog et sidste blik på min store villa, og ønskede at jeg bare kunne blive derinde. Jeg kørte ud på landevejen, irriteret. Lige så snart jeg så starten af skoven, satte jeg farten op. 157 i timen. Jeg susede forbi det grønne landskab, der omringede mig. Jeg satte endnu engang pris på mine reflekser som varulv. Jeg kunne ikke bære at køre 70. Det ville være et helvede. Jeg genkendte, okay ‘genkendte’ efter to år, de mosdækkende æbletræer, og satte farten ned til 120 kilometer i timen. For langsomt. Jeg skar gnavent ansigt. Jeg kørte ind på parkeringspladsen, hvor Peter, Felix, Marco og Tyler stod lænet op af bagvæggen som altid. Dullerne gloede ondt på dem. Uden at bremse det mindste gled jeg ind på en plads. Jeg var blevet så træt af eleverne på skolen. Jeg tog et kig i bakspejlet, på mig selv. Mit kulsorte hår som jeg havde sat op med voks, for omkring tre timer siden, stod helt som det skulle. Mine kobberfarvede lyse øjne stod i en uhyggelig unormal kontrast til mit hår. Selv efter 110 år, syntes jeg stadig det var underligt. Men usædvanlig smukt. Jeg lod en hånd glide igennem mit hår, og steg ud til helvede af en skole.

(2.)
Jeg gik med lange elegante skridt mod mine venner. Jeg stønnede, da jeg skimtede en typisk bevægelse ud af øjenkrogen. Snobben af alle snobber. Den dummeste. Latterligste. A.J. var på vej hen til mig. Jeg fattede det bare ikke. Hun prøvede hver dag. Hun ville bare ikke lade mig være. Hun var åbenbart forelsket i mig, og hun ville ikke stoppe. Hun var så belastende. Som altid gik hendes bedsteveninde Jacklyn ved siden af hende. Jeg sukkede, og mine venner flækkede af grin. Bortset fra Felix. Han stod som den eneste lænet op af muren med korslagte arme, og et alvorligt udtryk. Min bedre halvdel. Han var der altid for mig. Han var som en bror. Jeg holdte så meget af det menneske. I går havde jeg for første gang fortalt nogen om sandheden. Jeg troede han ikke ville snakke med mig mere. Jeg havde ikke fået søvn overhovedet i går, af bar bekymring. Men det at han var der. Betød det modsatte. Jeg stirrede på ham. Han nikkede og smilede lidt.
Jeg åndede tungt ud, og fokuserede på A.J. der stod foran mig nu. “Hej Alec.” Sagde hun sukkersødt. Jeg smilede venligt til hende, og blændede hende. Hun stod og stirrede på mig som en dum idiot. Jacklyn gav hende et slag i siden. Hun glippede med øjnene. “Øh. Jeg tænkte på om du kunne være sammen i dag?” Jeg kiggede ned på hende. “Jeg spekulerer på om du ikke bare kan droppe det der dating fis. *** af til dine neksusdrenge.” Jeg drejede om hende, og gik med lange faste skridt mod mine venner, der stadig stod og grinede. “Kom A.J.” Hørte jeg Jacklyn sige skuffet. De troede ikke jeg kunne høre dem. “Hvorfor gør han det her?” Hviskede A.J. såret. Jeg fik ikke det eneste stik af dårlig samvittighed. Det var ikke for sjov, det her var mit personlige helvede. “Alec.” Hilste de. “Hej.” Lød Felix stemme. Jeg drejede hovedet, og stirrede på ham. Han stirrede tilbage. Frygtløst. “Det ændrer ikke mit syn på dig.” Hviskede han. Peter begyndte at hyle som en ulv. Med ét drejede jeg forvirret hovedet. “Din nar!” Hvæsede Felix. Mine øjenbryn trak sig sammen, da jeg fandt ud af hvad der foregik. “Du lovede du ikke ville sige noget!” Råbte jeg rasende. “Peter!” Råbte Marco. Tyler begyndte at slå sig selv i hovedet. Min krop begyndte at ryste af raseri. Jeg stolede på ham. Bare det at jeg sagde det til ham, var svært for mig. Felix begyndte at gå tilbage. Han glippede med øjnene da han ramte hårdt ind mod væggen. “Stop!” Råbte Peter. Han sænkede hurtigt stemmen, og han rykkede tættere på mig. “Tror du ikke vi andre holder af dig? Det ændrer ikke hvad du virkelig er.” Han stirrede på mig, som om det var indlysende, at de var ligeglade med at jeg var et gigantisk monster. “Tror du kun det er Felix? Vi andre vil også være med. Hvad havde du tænkt dig? At vi skulle leve med løgnen?”

(3.)
“Jeg troede ikke i ville reagere positivt.” Jeg afbrød hans tale. “Men nu er vi sådan her, og vi er ligeglade.” Marco rystede på hovedet. Jeg hørte en fremmed bil, bag mig og vendte mig om. En sort BMW Jeep var lige drejet om hjørnet, og på vej hen til skolens parkerings plads. Bilen standsede ved skolens indgang. En pige trådte ud. En pige med langt mørkebrunt hår. Hun havde en mørkebrun sweatshirt på med V-krave som hun havde foldet omhyggeligt op om albuerne, og hvide bukser der passede flot sammen. Hendes ansigt var stresset, nervøst. Hendes kindben sad perfekt, hendes læber lå som en stram linje. Bilen kørte, og pigen stod og kiggede på et papir. Hendes hvide Nikeshox gled frem og tilbage langs gruset. “Ny pige.” Mumlede Felix. Det havde jeg glemt alt om. Jeg fik et underligt sug i maven, mens jeg stirrede på hende. Hun havde Grønne øjne. Det var som om jeg blev hevet væk fra den virkelige verden. “Oh my god.” Hviskede Felix. En hånd lagde sig på min skulder og ruskede i mig. Pigen kiggede sig nervøst om, for så at gå hen mod skolen. “Alec?” Lyden af Tylers stemme var så fjern. Jeg vendte tilbage, og kæmpede for at ignorere følelsen af kærlighed. Det var jo fuldkommen latterligt. Jeg vendte mig om, og løftede blikket. Felix og Tyler gloede på mig med hævede øjenbryn. Peters mund var åben, han var tænksom. Marcos øjenbryn nærmede sig bekymret hinanden. “Skån ham.” Brød Felix ind, og nikkede med hovedet mod skolen, og gik. “Jeg kommer.” Hviskede jeg. Tyler klappede mig beroligende på skulderen, og de gik. Jeg vendte mig og gik hen mod min bil. Hele mængden af skoleelever var væk, kun få stod og snakkede. Jeg satte mig ind i min bil. Jeg sad bare og stirrede ud i luften. Skræmt. Det var aldrig aldrig sket før.

(4.)
Det kunne umuligt være kærlighed. Alt det der fis med kærlighed ved første blik, var ikke mig. Jeg ønskede ikke kærlighed. Jeg ville bare leve et evigt fredeligt liv. Venskab, kærester, forældre betød alle sammen smerte. Nu ringede klokken, de sidste forsvandt hurtigt ind til skolen. Jeg tænkte tilbage. Hendes flotte brune hår, hendes tøj der passede perfekt sammen. Hendes smukke ansigt. Panikken jagede sig ind over mig. Jeg tog mindst en milliard vejrtrækninger før jeg stod ud af bilen, og satte kurs mod skolen. Jeg troede ikke på at det var kærlighed. Det ville være en joke. Jeg gik ned langs gangen, forsøgte at berolige mig selv. Jeg rundede om hjørnet, og nærmest løb over til mit skab. Mine hænder fumlede mod den lille lås, irriteret. Den gik larmende op, mod den ret så stille gang, jeg flåede min sorte Eastpack taske ud. Jeg kiggede på skabslågen, mod mit skema. Italiensk. Selvfølgelig. Jeg tog min taske over skulderen. Jeg stirrede ned mod det grimme ternede mønster mens jeg gik. Jeg stoppede op foran klasse lokalet, og samlede mig selv. Jeg åbnede stille døren, hvor alle eleverne stod på en lang række med deres tasker foran sig, i den anden ende af rummet. Den fremmede pige stirrede på mig, med sine grønne øjne. Jeg stirrede tilbage et kort øjeblik, hvorefter jeg akavet fjernede mit blik igen. Jeg mærkede hendes blik da jeg stilte mig i den modsatte ende af rækken som hun.

(5.)
Peter som stod ved siden af mig gav mig en albue i siden. Jeg ignorede ham. Great. Vi skulle have nye pladser. Læren, Mr. Audrey gik rundt med ansigtet ned i et stykke papir. Han gik foran tomands-bordene og sagde to navne op for hver. Derefter gik eleverne derhen. Jeg hørte ikke efter hvad han sagde. Hans røde hår var redt tilbage, hans briller sad helt neden for næsen, og hans læber formede den ene lyd efter den anden. “Ms. Belálick & Hr. Hafforsun.” Han sagde pludselig mit navn og jeg vågnede op. Han var nåede til det midterste bord, i sidste række. Jeg så hen til Mr. Audrey og så hvilket bord han stod ved. Den fremmede pige sad der allerede. Jeg stivnede. Det var en joke ikke!? Det kunne han ikke mene! Jeg gik gnavent hen til bordet. Jeg tog mine bøger op før jeg satte mig ned. Ud af øjenkrogen så jeg på hende. Hun sad og bladrede i sin bog. Hun drejede hovedet en lille smule til siden. Jeg hørte hendes hjerte slå tre gange hurtigere, hendes åndedræt blev til små ‘gisp’ lyde. Hun kiggede langsomt op på mig. Hun sad og stirrede på mig. Jeg vendte hovedet mod hende, og smilede høfligt. “Hej.” Nogengange ville jeg ønske jeg kunne få min stemme til at lyde ikke-charmerende. “Hej.” Hviskede hun. Timen gik i gang Hun drejede stift hovedet væk, og forsøgte at koncentrere sig. Mr. Audrey begyndte at skrive noget op på tavlen. Peter der sad foran mig, vendte sig med det mest smørrede smil i hele fjæset. Og lavede et hjerte med hænderne. Vreden steg op i mig, uden at tænke kylede jeg mit hæfte direkte mod hans hoved. “Auw! Råbte han. Pigen havde kigget op lige så snart jeg havde rækket ud efter mit hæfte. Holdte hun øje med mig? Hun kiggede fra mig til Peter. Mr. Audrey vendte sig om, helt rød i hovedet. Han stirrede på Peter og det hæfte han nu havde i hånden. Selvfølgelig stirrede Peter på mig. “Gå udenfor Hr. Hafforsun!” Han pegede på døren. Jeg tog en dyb indånding, og pakkede mine ting sammen. Peter kastede undskyldende mit hæfte, mod mig. Jeg tog min taske over skulderen og greb den med min ene hånd. Jeg stirrede ondt på ham, og gik ud. Endnu engang mærkede jeg pigens blik.
Jeg gik ned af gangen. Frustreret. Jeg nåede mit skab, og nærmest kylede min taske derind.
Næste time var orkester. Jeg gik udenfor, til min bil. Jeg satte mig ind, og satte en CD i anlægget. Ventede. Musikken af Britney Spears fyldte bilen. Jeg skar ansigt, og skiftede CD. Endnu en del af skuespillet. Jeg kunne ikke fordrage moderne popmusik. Jeg valgte en af Haydn i stedet for. Den beroligende musik, flød igennem min krop, jeg slappede af. Jeg havde hørt fire sange, da eleverne kom ud af skolen. Jeg kiggede på uret, de fik da først fri om 11 minutter? Jeg slukkede for anlægget, og steg ud af bilen. Jeg tog min guitar ud af bagagerummet, og stilte den ved siden af mig. Jeg lænede mig op ad bilen, og støttede min arm langs taget. Dér fik jeg ordentligt øje på hende. Hun var på vej ud af skolen, sammen med Jacklyn. Utroligt at Jacklyn ville være sammen med hende? Det lignede hende ikke. Det var altid totalt kolde over for nye elever. A.J. var på vej over til dem. Marco holdte pludselig sin hånd foran mit ansigt. “Jorden kalder. Hendes navn er Sharon Belálick.” Sagde han triumferende. Tyler og Felix var på vej hen til os. “Jeg er ligeglad.” Jeg lød meget irriteret. “Prøv lige at se på hende? I passer jo perfekt sammen!” Denne gang var Tyler med til at tirre mig. Jeg kiggede modstræbende hen til hende. Selvom hun stod meget langt væk fra mig, fangede hun mit blik. Hun smilede til mig. Genert. Mine ene mundvige gled op bare ved at se på hendes søde smil.

(6.)
Jeg vendte hovedet, og pressede mine fingre mod mine tindinger. “Nu er i unfair.” Mumlede Felix. “Okay okay.” Sukkede Marco. Klokken ringede højlydt. “Vi ses.” Skyndte Peter sig at sige. “Vores instrumenter er inde i vores klasse.” Felix himlede med øjnene. “Vi ses.” Jeg stirrede ned i jorden. Forrådt af livet. Peter løb hen mod skolen, allerede før Felix havde forklaret. De andre gik bare bagefter. Jeg tøvede. Jeg overvejede stærkt at pjække. Men der var én hage. – Ud af 56 elever på mit klasse trin, var jeg den eneste der spillede på guitar. Lige netop dérfor var jeg nød til at møde op til orkester timerne. Og den sang vi var ved at øve, disse sidste par uger, spillede jeg en vigtig stemme. For resten var det godt at jeg var så god til at spille guitar. Jeg havde helt alene fire steder hvor jeg skulle spille solo. Og skolen afholdte koncert i næste måned. Jeg tog min guitar kasse og gik til time. Jeg var en af de første der kom. De seksten andre elever der var der, var ved at gøre deres instrumenter klar. Jeg tog et nodestativ, og hev min guitar og mit nodehæfte op. Jeg spillede sangen en ekstra gang. – Ikke fordi jeg behøvede at øve mig. Endnu et skuespil. Jeg stirrede på det hvide papir, noderne stod på uden at se, da hun trådte ind af døren.

(7.)
Hun knugede sin guitar kasse, og så sig om i rummet. Sharon. Jeg accepterede at hun også skulle spille guitar. Jeg blev glad. Jeg løftede hovedet, og kiggede på hende. Hun stirrede på mig. Jeg holdte på mit vejr, og ventede spændt. Hun skælvede. Jeg bed mig arrigt i læben, sænkede blikket og rystede på hovedet. Jeg så ud af øjenkrogen, at hun snakkede med Mr. Berty der pludselig var der. Jeg ignorede deres snak, og fortsatte der hvor jeg slap. Stemmerne forsvandt, der var kun min musik. Eftersom, jeg skulle spille hele stykket igennem lød det bedre. Imens jeg spillede, imens mine fingre gled over guitar strengene … Tænkte jeg på, om alt dette var et tilfælde? Måske var Sharon -usædvanligt smukt navn- ment for mig? Måske troede jeg på den hippie-snak om at kærligheden fandtes for alle? Nej. -Jeg kunne bare ikke tro på det. Jeg havde lidt for meget i fortiden. Fortiden hjemsøgte mig, jeg kunne ikke give slip på den. Minderne glider ind i min hjerne gang på gang på gang. Jeg vidste ikke hvorfor, jeg ikke kunne tilgive fortiden og dens syndere. “Hr. Hafforsun?” Mr. Berty talte til mig. Jeg holdt mine hænder over strengene, og så op. Sharon stod ved siden af ham. “Ms. Belálick skal også spille på guitar. Hun er ikke amatør, men måske kunne du lære hende en ting eller to?” Mr. Berty havde altid hjulpet sine elever godt. Han var en god mand. Jeg fangede et desperat glimt i Sharons øjne, som hun forgæves prøvede at skjule for mig. Hun stirrede på et punkt i mit hår, hun prøvede på ikke at se mig i øjnene. Det glimt i Sharons øjne var desperat håb. Jeg stirrede på hende. Jeg var så småt ved at få mistanke om hun kunne lide mig. Min ene mundvige gled op. “Jo klart.” Jeg fjernede ikke blikket fra Sharon, der nu så mig chokeret i øjnene.

(8.)
“Godt så.” Mr. Berty smilede og gik. Sharon satte sig på den stol der stod ved siden af mig. “Tak.” Hviskede hun. “Det var så lidt.” Jeg smilede charmerende til hende. Igen blændede jeg hende. Jeg så væk og smilede. “Såh, hvor kommer du fra?” Spurgte jeg mens jeg fokuserede på at spille lydløst. “Amerika. Michigan.” Hviskede hun. “En bondepige.” Grinede jeg. Hun nikkede, og så ned. “Hvorfor er du flyttet til Italien?” Spurgte jeg. Hun bed sig i læben. “Jaeh. Jeg har lidt familie her. Jeg følte mig ikke godt tilpas i Michigan.” Mumlede hun. Jeg stoppede med at spille. “Du blev ikke accepteret.” Hviskede jeg medfølende. På trods af hendes skønhed, var hun alene. Ensom. Jeg kunne bare mærke det.

(9.)
“Nej.” Mumlede hun. Jeg stoppede med at spille. “Hvor længe har du gået her?” Spurgte hun mig. “To år.” Jeg trak på skuldrene. “Hvor kommer du fra?” Spurgte hun og smilede. Jeg så op på hende. Hendes øjne udløste glæde. “Jeg blev født i Milano.” Jeg smilede charmerende til hende. Hun smilede genert, og rødmede helt vildt. Hun strøg en lok af sit hår væk. “Hvor mange år er du?” Spurgte jeg, og kiggede hende dybt i øjnene. “16 år.” Hun smilede ægte til mig. Hendes smil, fremhævede hendes smukke øjne. “Og du?” “18.” Jeg kiggede op. Peter, Marco og Tyler kom støjende ind i lokalet. Jeg rystede på hovedet. “Er det dine venner?” Spurgte Sharon. Jeg hævede mine øjenbryn. “Ja.” Mumlede jeg opgivende. De satte sig i den anden ende, Peter blinkede til mig før han satte sig ned. Sharon så det. Hun så hurtigt ned. “Narhoved.” Mumlede jeg. Sharon så tænksomt ned. “18 år?” Spurgte hun. “Jeg gik 2.- og 6. klasse om.” Indrømmede jeg. Hun grinede.
– En pludrende barnelatter der sendte en rystelse helt inden i mig i gang. Jeg smilede, og forsøgte ikke at grine. “Tak igen. Jeg behøver i det mindste ikke tage ekstra timer nu.” Gispede hun, da hun fik vejret. Jeg smilede stadig. Jeg havde ikke kunne holde et smil i gang så længe. Jeg fik et hårdt sug maven bare ved at se på hende. “Årh jo, det skal du Ms. Belálick.” Sagde Mr. Berty og forsøgte at overdøve larmen. Jeg flækkede af grin. “Du skal være sammen med Mr. Hafforsun mindst tre gange om ugen, så du kan følge med!” Sagde han strengt. “Og hold op med at grine, og vær stille!” Råbte han til mig. Jeg pressede mine læber hårdt sammen, mine læber kunne bryde ud i latter hvornår det skulle være. Mr. Berty kiggede vredt væk. Jeg smilede over hele ansigtet, og blinkede til Sharon.

(10.)
Hun stirrede på mig, og rødmede. Felix kom ind af døren. Han kiggede et nanosekund på mig. Han smilede før han satte sig ned, ved siden af Tyler. “Ms. Belálick, du kan starte med at lytte disse første par dage.” Sagde Mr. Berty, og tyssede på de andre. Hun lagde sin guitar kasse ned, og satte sig til rette. Nu begyndte timen. Den sang de skulle øve nu, spillede jeg ikke med i. Så jeg ventede. Jeg så ned i gulvet, men det jeg lagde mærke til, det jeg så var Sharon der stirrede på mig. Hun var virkelig sød. Jeg bed mig hårdt i læben, og rev et stykke papir af mine noder. Jeg skrev mit nummer på den samt mit navn. Jeg gav den til Sharon. Hun vågnede op, og rakte automatisk ud efter den. Vores hænder rørte hinanden.

(11.)
Jeg trak hurtigt hånden til mig. Hun bed sig i læben, og læste papiret. “Tak.” Hviskede hun. Jeg fulgte med i noderne, og nynnede lydløst melodien. Sharon prikkede til mig. Uden at se væk fra noderne, tog jeg papiret. “Tak.” Sangen var nu slut, og jeg gjorde mig klar til at spille. Eftersom jeg var den eneste der ikke spillede før, tjekkede Mr. Berty om jeg var klar. De første seks sekunder skulle jeg spille, så fulgte strygerne trop, også blæserne. Jeg begyndte og Sharon kiggede med åben mund på mit ansigt. Musikken flød igennem min krop, og låste min sjæl fast på stedet. Jeg fandt en fejl i noderne. Der stod A hver gang jeg skulle spille et C. Jeg spillede den rigtige mens alle spillede A’et. “Flot Mr. Hafforsun.” Mr. Berty måbede. Det gjorde Sharon også. Vi havde nu spillet i femogfyrre sekunder, jeg skulle spille solo igen. Over en femtedel af noderne var det såkaldte ‘A’, for alle andre end mig ville det være meget svært at spille de rigtige. Da sangen var slut, roste Mr. Berty mig mange gange. Jeg lod det ikke gå mig på, at hele klassen stirrede mindst ligeså måbende på mig.

(12.)
Resten af timen gik med at jeg spillede, uden at koncentrere mig og Sharon der kiggede på mine fingre. Det ringede ud til spisefrikvarter, og jeg samlede mine ting sammen. Sharon blev siddende, jeg vendte mig om mod hende før jeg gik. “Du har fået klasselisten ikke?” Spurgte jeg hende. “Jo.” Hun nikkede. “Du ringer bare nå du har lyst til at komme over.” Smilede jeg. “Klart.” Mumlede hun. “Okay. Vi ses.” Felix ventede på mig, de andre var gået til kantinen. “Så?” Spurgte Felix, med et overdrevent smil. “Hvad?” Mumlede jeg. Jeg kiggede ud af vinduerne på den lange væg. Det øsede ned med regn. “Er hun din?” Han forsøgte at holde trit med mine lange skridt. “Min?” Jeg stoppede op med hævede øjenbryn. “Hold nu op.” Felix kiggede op i loftet. ”Alle pigerne render efter dig.” Han rystede på hovedet, som om jeg spillede dum. “Og?” Jeg begyndte at gå igen. “Og, så gør hun.” Sagde han kort og godt. Vi nåede udenfor Felix stoppede op, og jeg løb hen til min bil. Regnen plaskede mod mine kinder, og gjorde mit hår vådt. Hvis mit hår blev drivvådt ville det sikkert ikke se så pænt ud. Men heldigvis havde jeg noget voks i mit skab. Jeg løb op til Felix igen. “Helt ærligt. Hvis du nu besluttede dig for at du ville have hende, skal d af alle mennesker ikke bekymre dig om at hun ønsker dig!” Sagde han irriteret. “Jeg er ikke menneske.” Min stemme lød hård. “Det irrelevant.” Sagde han gnavent. Jeg trak på skuldrene. “Jeg har aldrig sagt det modsatte, af hvad du lige har sagt.” Nu smilede jeg. Felix grinede ved siden af mig, hvorefter han åbnede dørene til den alt for fyldte kantine.

(13.)
Den høje støj overrumplede mig. Jeg for sammen, lydene svævede mod mig, den ene efter den anden. Én stemme, kom efter alle de andre. Én stemme fik mig til at fokusere. Selvfølgelig tilhørte den hende. Mine øjne fulgte kilden. Sharon sad ved de populæres bord. A.J., Jacklyn og Syv andre drenge sad ved det bord, og snakkede højlydt sammen. Sharon sad bare og stirrede på det ene ansigt efter den anden, lød som om hun fulgte med i snakken. Hun sad med siden til mig. Hun opdagede mig, og kiggede op. Af alle lydene, ansigterne, var der kun mig og hende. Jeg bed mig i læben, og gik hen til Felix der stod i køen til kantinen. “Makker. Hvordan kan du fokusere på hendes stemme ud af alle andre?” Sagde han irriteret. “Det ved jeg ikke. Der er noget der er tiltrækkende ved hende.” Åndede jeg ud. Han løftede det ene øjenbryn. Min trak sig sammen. Det var overhovedet ikke meningen jeg skulle sige det. Mrs. Ivyn afbrød ham i at kommentere det. Jeg stirrede ned i gulvet, og tog en bakke. Felix bestilte sin mad, og jeg var nødt til at spise et eller andet. “En sodavand og en vegetar burger tak.” Mumlede jeg fraværende. Jeg gik efter Felix uden at se op fra det hvide linoleums gulv. Resten af vores gruppe sad ved det sædvanlige bord. Jeg satte mig ned ved siden af Marco. Han var den stille type man gerne ville sidde ved siden af nå man var tænksom. Hvad var det for noget jeg havde sagt om Sharon? Jeg havde ikke tænkt den sætning. Jeg løftede blikket, og scannede den overfyldte kantine. Jeg havde ikke opdaget at Sharon sad lige overfor mig, og smilede da jeg så på hende. Denne gang stirrede jeg på hende i et uendeligt øjeblik. Hun sad lænet over bordet, hendes hænder var over kors, mod bordet. Jeg smilede charmerende til hende, og besluttede ikke at fjerne blikket denne gang. Jeg ville ikke sige at jeg ikke mente hvad jeg havde sagt til Felix. Hun var tiltrækkende.

(14.)
Jeg blev ved med at stirre på hende, og hende på mig. Det føltes ikke ubehageligt. Tyler blev ved med at stirre på min burger. Jeg lænede mig tilbage i stolen, og smilede til hende. Jeg kunne tyde hendes kinder blive svagt lyserøde, og selvom jeg var så langt væk kunne jeg høre hendes hjerte. Hun var ikke med i snakken det var jeg heller ikke, vi var begge adskilt fra vores kliker, der var ingen af os der lagde mærke til noget andet end vores øjne. “Skal du have den der?” Udbrød Tyler til sidst. Sharon skar tænder, og bed sig i læben. Jeg tøvede et sekund, og overvejede om jeg skulle ignorere ham. Jeg kastede min burger tværs over bordet hvor Tyler sad, og gav min sodavand til Peter, som jeg vidste, ville gøre alt for den. Jeg tog et hurtigt kig fremad, og som jeg havde regnet ud kiggede Sharon ned i bordet. Skuffet. Jeg rejste mig op med min tomme bakke. “Ey, hvor skal du hen?” Felix kiggede op. Jeg vendte mit ansigt mod ham Jeg lukkede øjnene et øjeblik. “Uhm. Jeg … har det ikke så godt.” Hviskede jeg. Han nikkede svagt. Jeg glippede med øjnene og gik ud af kantinen. Klokken ringede om tolv minutter, og så havde jeg kun tre timer tilbage. Hvilke bestod af historie, Engelsk og biologi. Jeg gik ud af skolen med dunkene hovedpine. Regnen plaskede mod mit tøj, jeg satte mig på en af de våde bænke, og tog mig til hovedet.

(15.)
Jeg tog en dyb indånding, og kiggede op mod himlen. Regnen fossede ned. Det øverste af min skjorte blev våd. Var ligeglad. Mit hår lagde sig ned langs mit hoved. Jeg lod en hånd glide igennem det, og rettede det op mens det stadig var vådt. Jeg opgav det hele, og gik ind igen. Eleverne var nu overalt på gangene, men de gjorde dog plads for mig. Jeg gik bare til min næste time. Historie. Jeg mærkede på mit hår, der var ved at tørre. Jeg mødte Tyler og fulgtes med ham resten af vejen. Det var den eneste time vi fem havde sammen. Bortset fra orkester. Sharon var i alle mine timer undtagen, Engelsk. Der havde hun fysik. Jeg nåede klasselokalet og åbnede døren. I den første time vi have -italiensk havde vi fået skemaet over hvem vi skulle sidde sammen med.(De ændrede det efter hver ferie – Påskeferie). Jeg skulle sidde ved siden af Sharon i alle de timer vi havde sammen. Det var kun Felix og Peter der ikke var der. Sharon sad ved et bord. Jeg dumpede ned på stolen, og smilede til hende.

(16.)
Jeg tog de bøger der var på mit bord, og lagde dem ned i min taske. Mr. Berty kom ind i klassen, og begyndte at gøre sig klar. Resten af mine venner kom. De satte sig på deres pladser, som alle var langt væk fra mig. Jeg begyndte at læse i min historie bog. Klokken ringede højlydt et par minutter efter. Jeg kiggede op, og så at Mr. Berty havde skrevet vores lektier op. Til i morgen skulle vi læse 13 sider. Jeg kiggede ud af vinduet. Regnen der nu faldt stille ned fra himlen, virkede fredfuld. Jeg skulede mod uret, og vendte mig mod tavlen igen. Jeg slog op på den side vi skulle læse alene, og læste hurtigt. Et par minutter senere havde jeg læst syv sider, og rakte hånden op som vi altid gjorde nå vi var færdige. Derefter gik jeg i gang med resten af opgaverne. Jeg ønskede at resten af timerne ville gå hurtigere, men hver gang jeg så på uret havde viserne ikke rykket sig ret meget. Jeg vidste ikke hvordan jeg overlevede det yderligere to timer jeg skulle have, da jeg gik ud i regnen og næsten løb over til min bil. Jeg vinkede til Felix, Peter, Marco & Tyler der stod i læ ovre ved cykelstativerne. Hvorefter jeg gassede op, og kørte ud af parkeringspladsen. Dækkene hvinede da jeg drejede om hjørnet, og var i sikkerhed.

(17.)
Jeg vidste godt at jeg ikke burde køre bil på det tidspunkt. Sharon var konstant i mine tanker, hver gang jeg prøvede at tænke på min kørsel, sneg hun sig ondt ind i mit sind igen. Men det var ikke derfor. Jeg burde ikke køre, fordi jeg var aggressiv. Tanken om Sharon, fik vreden til at blusse sig op inden i mig. Jeg var ligeglad med om jeg var forelsket i hende. Jeg ville ikke have noget at føre med Sharon Belálick. Jeg ville kun se hende i skolen, og nå vi skulle øve sammen hvis det var nødvendigt. Jeg ville ikke tænke på hende, jeg ville ikke have følelser for hende. Det var så forkert. Men grunden til at jeg ikke skulle køre var, at mit sind ikke var rent, jeg kunne ikke koncentrere mig. Jeg sad anspændt og stivnet, og ønskede jeg bare kunne krybe hjem. Jeg satte farten op til 165 kilometer i timen. Min hjerne arbejdede på flere ting, den arbejdede på højtryk. Jeg støvsugede min hjerne, for andre tanker med uanset hvad jeg tænkte på var Sharon altid i baggrunden. Jeg skimtede det kvarter jeg boede i langt fremme. Træerne susede forbi mig, mindede mig om hvor jeg var. Jeg speedede op, jeg kørte 180, som var 110 Kilometer i timen for mennesker. Jeg parkede bilen uden for min garage, og gik panisk ind i huset. Jeg smed mine ting inde i den store lyse stue, og løb af ad trapperne. Jeg gik med hurtige bestemte skridt, til højre og gik ind på mit værelse. Jeg lød døren stå åben. Jeg smed mig på min store dobbeltseng, og krøb sammen af smerte. Jeg lod fortvivlelsen og forvirrelsen glide ind over mig. Knusende.

(18.)
Jeg lukkede øjnene, og forsøgte at falde i søvn. Jeg havde nu bevidsthed nok til ikke at tænke på Sharon. Jeg krøb sammen, og så faldt jeg i søvn. Jeg vidste ikke hvor jeg var, eller hvad jeg ledte efter. Jeg tumlede bare rundt ude i skoven, ledte efter noget. De høje grantræer skjulte himlen, hernede på bunden af skoven var der fugtigt og koldt. Klamt. Jeg hørte nogen lyde, langt bag mig. Nogen der løb. Jeg stod stille, og lyttede. Jeg hørte støjen fra et hjerte, og støjen fra en høj vejrtrækning. Panikken skød som et lyn ind over mig, og jeg løb af sted. Jeg kunne stadig høre lydene, og nu løb vedkommende. Jeg standsede i starten af en lysning, og vendte mig om. Ventede. Uanset hvem det var, ville det ikke skræmme mig. Jeg var stærkere end noget andet menneske på jord. Mine øjne var svage. Ligesom et menneskes. Jeg kunne ikke se længere fremme. Det var som en tåge, der forhindrede mig i at se. Selv da noget dunkede hårdt ind i mig, kunne jeg ikke se hvad det var. Jeg faldt til jorden, og åbnede øjnene. En ubærlig duft nåede mig, og fik min hals til at brænde. Sharon lå ved siden af mig. Jeg satte mig op, dødforskrækket og panisk. Min iPhone gled ned på trægulvet med et brag. Jeg samlede den forvirret op, og tjekkede den fra ridser. Jeg opdagede at jeg havde fået en ny besked. Et ukendt nummer havde skrevet til mig: >Alec?< Jeg fiskede Sharons nummer op af min baglomme, og sammenlignede. Det var hende. >Ja?< Svarede jeg. Efter at jeg havde gemt hendes nummer, gik jeg ud på badeværelset. Jeg vaskede mit ansigt, og forsøgte at styre mine tanker. Jeg stirrede på mig selv i spejlet, da jeg tænkte på drømmen. Jeg huskede duften af hende. Min hals brændte igen, det var som om der var ild i min hud, da mine hugtænder viste sig i spejlet.

(19.)
Jeg vendte ansigtet ned mod gulvet, og pressede på næseryggen med min tommel- og pegefinger. “For hêlvede.” Mumlede jeg, og forsøgte at tænkte på noget andet. Da jeg kiggede igen, havde jeg røde rander under øjnene, men mine hugtænder var væk. Jeg tænkte behersket tilbage. Jeg mærkede tørsten lige så snart jeg tænkte på det tidspunkt. Hendes lugt hang ved min næse, som om hun var her i rummet. Jeg havde ikke lagt mærke til hendes lugt? Hvor fik jeg den lugt fra? Jeg rystede på hovedet, og gik i bad. Det var hvad jeg trængte til. Mens jeg stod under bruseren, lod det kolde vand løbe ned langs min krop. Forsøgte jeg at komme til fornuft. Da jeg var færdig, gik jeg ind i værelset og tog tøj på. Jeg hev uden at kigge et par boksershorts ud af skabet. Derefter valgte jeg omhyggeligt, forsøgte at koncentrere mig om det jeg lavede, en sort T-shirt og et par grå joggingbukser. Så lagde jeg mig udmattet i sengen. Jeg fjernede min mobil fra sengen og op på mit natbord, uden at tjekke om jeg havde en besked fra Sharon. Jeg lukkede øjnene. Mange troede at varulve var dæmoner. Men vi var misforståede. Efter myterne at sige, forvandlede vi os ved fuldmåne, for at dræbe til højre og venstre. Koldt blodigt. Men det var alt sammen løgn. Vi kunne forvandle os når som helst. Vi forsøgte at beskytte andre væsener. Uanset om det var dæmoner, engle eller mennesker. Eller dyr. Det kunne være alt. Vi kæmpede for dem vi selv ville. Vi havde vores selvværd, styrke og samvittighed på vores side. Vi var tålmodige. Hele arten forsøgte at ignorere det faktum at alle af en anden art, var bange for os. Vi levede vores eget liv. Det med fuldmånen var løgn, det hele var løgn. Vi var engle i form af ulve & menneske. Men jeg. Som den eneste af min art. Var halvt hêlvede halvt himmel. Varulv var himmel. Vampyr var hêlvede. Nogen af myterne om vampyrer var til gengæld rigtige. Vi kunne godt gå ud i solen. Men det ville fremhæve vores døde, blege hud. Begge sider var udødelige. Det var det eneste det to sider havde tilfælles. Vampyrer var kolde og onde. De kunne ikke forvandle sig til flagermus, men deres gener stammede fra vampyrflagermusen. Det der viderebrang vampyr-genet til mennesker var et videnskabeligt projekt. I vampyrflagermusens mund -i dens spyt- er der et særligt enzym Desmoteplase der forhindrer blodet i at størkne nå de kaster sig over deres bytte. Men hvad forskerne ikke vidste, var at hvis det blev indtaget af mennesker ville de blive smittet, og få det samme gen. Alle gen der ligner menneskers ville overtages af det enzym. Men det var helt tilbage i 1237. Nu er vampyrerne mere civiliserede og opfører sig mindre som vampyrflagermusen gør. Vi sover ikke i ligkister. Vi sover som alle andre. Vi er nådesløse. Vi er barbarer der kun tænker på sig selv. Men jeg havde kæmper mod dét i årevis.

(20.)
Jeg nægtede at tænke på mig selv som et uhyre. Men jeg gjorde det alligevel. Jeg prøvede at se lyst på det, se min vampyrside som en god ting. Det eneste gode, var at jeg havde selvbeherskelse nok, til at styre mig. Men Sharon kaldte den side frem. Jeg længtes efter hende. Jeg stønnede og lagde mig på sengen igen. Jeg hadede dette her. Jeg krøb sammen. Sådan sad jeg faktisk hele dagen. Da jeg hørte mit vækkeur ringe, reagerede jeg ikke. Jeg blev liggende. Jeg havde ikke sovet. Jeg havde ikke gjort noget som helst. Jeg ville virkelig ikke i skole. Jeg blev liggende til klokken ellve hvorefter jeg stod op. Jeg skiftede tøj til en hvid T-shirt og almendelige blå jeans. Så gik jeg nedenunder, og ud i baghaven hvor skoven startede lidt længere væk. Jeg løb ind i skoven. Jeg løb flere kilometer før jeg endelig forvandlede mig, og fløj afsted i skoven. Jeg mærkede varmen min pels udstødte, jeg mærkede mit syn blive forbedret. Jeg hørte alt omkring mig. Mine ører vendte sig mod den ene lyd efter den anden. Træerne susede forbi mig, jeg mærkede den bløde fugtige jord under mine poter. Jeg ved ikke hvor længe jeg løb. Men jeg havde ingen planer om at løbe hjem igen foreløbig. At løbe igennem skoven føltes så befriende. Jeg kunne endelig tænke klart. Jeg stoppede op. Jeg luntede over til et træ, og lagde mig. At være ulv, fik mig til at tænke over hvordan det ville være kun at være dyr. Det ville være minde smertefuldt. Hvis man blev dræbt var det bare det. Jeg ønskede kun at løbe rundt som en ulv. Mit menneske liv var hårdt.

(21.)
Jeg var både vågen, og sovende. Jeg stirrede bare på den kolde jord. Tiden gik. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre nu. Jeg vidste ikke om jeg kunne bære at gå i skole igen. Dagene gik. Jeg lagde ikke mærke til det, jeg sov ikke. Jeg stirrede bare ud i luften hele dagen. Først da jeg fandt ud af at der var gået en uge, gik det op for mig at jeg ikke længere kunne udskyde det. Det var Onsdag. Som den ynkelige vampyr-varulv jeg var, havde jeg bare krummet mig sammen og forsøgte at få tiden til at gå. Solens stråler oplyste mit værelse, jeg kunne se støvet i luften. Jeg rejste mig op. Fuldt overbevist om, at jeg ville være ligeglad med Sharon. Jeg stod op, og tog tøj på. Jeg valgte sorte jeans, og en mørkeblå bluse der satte sig stramt om mit muskuløse bryst, og gik lige ned derefter. Jeg gik nedenunder, og klemte en kryderbôlle ned. Jeg gad ikke være mere inde for husets deprimerende vægge, så jeg skyndte mig udenfor. Oven over mig, var det skyet. Skyerne dækkede for solen, gjorde det mørkt overalt. Jeg satte mig ind i bil. Jeg kørte afsted uden at se. Først da jeg nærmede mig skolens parkerings plads snørede min mave sig sammen af had.

(22.)
Min hals brændte igen, ved tanken om at skulle sidde ved siden af Sharon i flere timer. Jeg lagde ikke mærke til at jeg nu var inde på parkerings pladsen, hvor jeg kørte 120 kilometer i timen. Ret sygt. Jeg trak mine ben op til mig, lagde mine ben om dem, og hvilede mit hoved på mine knæ. Jeg stirrede ud i luften, og forsøgte at ignorere den dunkene hovedpine og den brændene hals. Jeg så ikke om mine venner var der. Jeg blev siddende sådan til klokken ringede. Jeg gruede ved tanken om hvad mine venner kunne finde på at sige, til mit lille show off nummer. Da jeg kom ind til historie var timen allerede begyndt. Duftene fra de forskellige mennesker løb mig i møde. Men én overdøvede de andre. Jeg stivnede ved ingangen. Felix kiggede advarende på mig. Jeg så at han var på nippet, til at fare op. Jeg holdt vejret, og gik mekanisk videre. Jeg skubbede stolen uden for bordbenet, og gled ud på kanten. Sharon kiggede på mig. Hun kiggede op mod tavlen igen, og bed sig i læben. Jeg skulede ondt til hende, og ønskede hende hemmeligt ned til hêlvede. Da hun bevægede sig igen, rev et stykke papir af sin notesbog stivnede jeg, da hun sendte sin essens over mod mig. Hun skrev noget på papiret og rakte mig det. Jeg sad anspændt og stiv. Jeg skimtede hendes tydelige skrift og mit hjerte bankede ikke længere. >Jeg ved hvad du er.<

(23.)
Jeg holdte vejret og stirrede på det. Før det blev tydeligt at jeg var chokeret, livede jeg op igen og svarede, ved at skrive tre punktummer. Jeg rakte hende den, og forsøgte at forholde mig roligt. Jeg prøvede ikke at se på det hun skrev, og prøvede at forberede mig på det værste. Den gik ikke. Derfor forestillede jeg mig, hvad hun kunne skrive. Det føltes som evigheder, og jeg følte mig rasende, før hun rakte mig papiret. Denne gang havde hun skrevet hurtigt, sjusket. >Vampyrvarulv.< Jeg knugede om bordkanten, og mærkede jeg var ved at miste forstanden. >Aha? Hvor har du dét fra?< Trods mine ord, følte jeg mig rædselslagen. Hun kunne ikke vide det. Med mindre nogen havde stikket. Jeg kunne ikke finde ud af, om mine venner kunne finde på det. Jeg kom til konklusionen, nej. Sharon rakte mig papiret igen. >Du kan ikke lyve overfor mig. Jeg ved hvad du er, jeg ved hvem du er, og jeg ved også at dine venner, ved hvad du er. Nej, de har ikke sladret. Jeg ved hvad man skal se efter. Og du passer perfekt til mine beskrivninger. Min bror er skyggejæger.< Det lød som om, hun havde tænkt det hele igennem. Helt ærligt? Hvad kunne der ske på één uge? Jeg forstod ingenting længere. Jeg lænede mig frem og støttede mig til bordet. Jeg lænede mig så langt frem, at min overkrop lå oven på. Jeg lagde min hånd på mit hoved. Skyggejæger. Et frygtløst væsen, der havde kontrol over skygger. De kunne forvandle sig selv til en, og de kunne dræbe sin egen art ved tankens kraft. Andre arter ligeså. Men de tog længere tid at dræbe. Venlige væsener, gode i kamp, og forbandet nemme at tirre. Det var noget man var fra fødslen. Hvert niende væsen i jordens befolkning, er skyggejægere. Så der er pænt mange i forhold til andre arter. Skyggejægere var usædvanlig kloge, lærenemme, og kunne kende folk ved at se på dem i to sekunder. Jeg vidste ikke hvordan han havde set mig. >Skyggejæger?< Jeg følte mig roligere nu.

(24.)
Hun kradsede noget mere ned, og rakte mig hurtigt papiret. > Ja. Jeg viste ham skoleårbogen.< Jeg lod min egen blyant glide hen over papiret. >Vil du være sød ikke at fortælle det videre?< Jeg havde en million spørgsmål. Jeg besluttede at gemme dem til spisefrikvarteret. Hun sad og stirrede på papiret. Jeg vidste ikke hvorfor. Jeg ventede utålmodigt. Pludselig rakte hun mig papiret. Hun så chokeret ud, hvilket jeg ikke forstod. >Selvfølgelig ikke?< Med hendes sammentrykte øjenbryn så hun på mig. Nu ringede det ud. Hun samlede langsomt sine ting sammen, derimod jeg kylede dem ned i min taske og forsvandt ud af rummet. I orkester timen sad vi ved siden af hinanden, men snakkede ikke sammen. Hvilket slet ikke generede mig. Da jeg gik med hurtige skridt, og et ophidset blik til kantinen, begyndte jeg at blive nervøs over hvilke svar hun havde på mine spørgsmål. Da jeg stillede mig i køen, lagde jeg mærke til at hun ikke var her endnu. Jeg gik forbi det sædvanlige bord, for at stikke mine venner en forklaring. “Hun ved hvad jeg er. Jeg skal snakke med hende.” Sagde jeg i forbifarten. De nikkede bekymret. Jeg hørte Marco sende et par eder og forbandelser ud i luften. Jeg satte mig ned, og ventede irriteret på det øjeblik jeg skulle få øje på hende.

(25.)
Da hun endelig gjorde det, blev al luften i min krop slået ud af mig. Jeg prustede, og forsøgte at få luft ned i lungerne. Hun stilte sig i køen, højt sprudlende med Jacklyn. Det mærkelige var … At A.J. sad i den anden ende af det bord hende og Jacklyn plejede at sidde ved. Sammen med atleterne. Hvad var der lige sket på en uge? De stod og pjattede med drengene. Da hun havde bestilt gik hun efter Jacklyn og de andre. Der var der, hun fik øje på mig. Jeg gennede hende hen til mig. Hun stod og stirrede dybt chokeret på mig. Til min overraskelse lo jeg. Hun vendte kort hovedet, og mumlede lavt noget til Jacklyn, som derefter så over på mig. Så gik Sharon hen til mig. Jeg satte mig til rette, og ledte efter ord. Hun satte sig langsomt ned. Hun kiggede ned i bordet, og kiggede bagefter op på mig igen. “Du er ikke bange for mig?” Mumlede jeg skeptisk. “Jeg ved mere om den paranormale verden, jeg som menneske burde. Jeg ved mere om du aner. Varulve er ikke onde.” Hviskede hun. Nu så jeg ned. “Nej.” Hviskede jeg, og gav hende ret. Min hjerne arbejdede på højtryk for at finde ud af hvor meget hun kunne vide. “Hvordan det?” Forsatte jeg. “Min storebror … Sagde at du muligvis ikke vil gøre andre mennesker fortræd. -Ikke mig.” Sagde hun lavt. Jeg grinede svagt. Men jeg var rasende indeni. Jeg grinte fordi det virkede så urealistisk at jeg ikke ville gøre folk fortræd. Men jeg var rasende, fordi hendes såkaldte bror havde løjet om at jeg ikke ville såre hende. Specielt hende, var jeg fristet af at slå ihjel. Det burde en skyggejæger vide. “Sikken idiot.” Snerrede jeg. Hun så overrasket op på mig. Hun løftede overrasket sine øjenbryn. “Så er han ikke en særlig dygtig skyggejæger.” Jeg skar ansigt. “Hvem siger jeg som vampyr … Ikke er fristet til at slå dig ihjel?” Min isnende kolde tone, gav hende kuldegysninger. Jeg kunne se frygt i hendes øjne. Jeg nedstirrede hende.